Barnet i centrum – ja, men hvilket centrum ?

Af klinisk psykolog Ken Vagn Hansen

Artiklen er et svar på Karsten Georg Hansens artikel ”Barnet i centrum”. Det påpeges, at Karsten Georg Hansen (KGH) tager udgangspunkt i en personlig tolkning af det teoretiske fundament for en mere udviklingsorienteret tilgang til PPR-arbejdet, og at han på grund af sin manglende indsigt i teori-en får draget nogle forenklede konklusioner. Der tages også afstand fra hans nostalgiske kerneydel-sesbegreb og hans frygt for PPR´s nedlæggelse, hvis vi ikke fastholder traditionelle målelige ydelser. Der argumenteres for, at PPR må søge nye veje og ikke gemme sig bag fortidige succeser.

KGH har i sin artikel “Barnet i centrum” givet en slags kritik af konsultation som metode i PPR-arbejdet og manet til eftertanke. Så vidt jeg kan se, tager KGH udgangspunkt i min arti-kel “Konsultation – revisited” fra PPR nr.?, side ?.

KGH lægger op til, at der er tale om en faglig kritik. Umiddelbart er det rart med konkrete fag-lige reaktioner på indlæg, som er ment debatterende. Men allerede med titlen på KGH´s arti-kel, Barnet i centrum, synes der at blive lagt en linie, hvor gode solide og velkendte værdier og argumenter vil blive ført i marken, som værn imod nymodens, flygtige tendenser. Den for-ventning holder desværre rigeligt stik.

Hele artiklen er præget af KGH´s mangelfulde indsigt i det teoretiske grundlag for faciliterende konsultation. KGH´s faglige forståelse af, hvad konsultation handler om, og hvornår og hvor-dan det bruges, må derfor stå for hans egen regning. Udsagn af typen “Hvorfor skulle facilci-terende konsultation i højere grad se på relationer og samspil, end autoritativ konsultation?” er et fagligt meningsløst eller i bedste fald intetsigende spørgsmål, svarende til spørgsmålet “hvorfor skulle braget fra en kanon ikke kunne være lige så højt som rundetårn?”. Et udsagn KGH ikke ville være kommet med, hvis han havde sat sig ind i konsultationsteorien (1).

Erasmus Montanus logik
Den faglige kritik af det, som KGH kalder “faciliterende konsultation”, bliver således retorisk bygget op omkring KGH´s personlige, og efter min opfattelse, fordrejede tolkning af nogle ud-sagn i min artikel. På bedste Erasmus Montanus vis, laves der herefter logiske slutninger af typen “det er forkert at svigte børn”, “den konsultative metode svigter barnet”, ” altså er den konsultative metode forkert”. Eller “lærere skal ikke være psykologer”, “den konsultative facili-terende psykolog lader lærerne lave psykologarbejde”, “altså svigter vi lærerne, når vi arbej-der på den måde”, osv. En sådan simplificeret logik, der bygger på selvfølgeligheder og manglende indsigt i det teoretiske grundlag for at arbejde faciliterende, er faglig uinteressant og mere forførende, end den er faglig informativ.

Forførelsen ligger i, at fremføre nogle selvfølgeligheder, som alle er enige i: vi må ikke svigte børn, lærere skal ikke være psykologer, testning er også brugbart, osv. (2), og så stille dem op overfor KGH´s egen fortolkning af faciliterende konsultation. Det er selvfølgelig retorisk set et stærkt udgangspunkt, fordi har man først sagt noget, som alle er enige i, så er resten nok også rigtigt.

Nedlæggelse og ansvarsforflygtigelse
Konkret lægger KGH ud med at bekymre sig over, om PPR vil blive sparet væk, hvis vi ikke fremviser målelige resultater omkring børn med socio-emotionelle vanskeligheder, som kan tilfredsstille politikerne. Det er et besynderligt skræmmebillede, som bygger på en underfor-stået og udefineret påstand om målelighed og på, at PPR i sin nuværende indplacering og opbygning, for alt i verden bør overleve. For slet at tale om, at politikerne bliver reducerede til de rene kortsynede pragmatikere.

Den store gruppe af børn med socio-emotionelle vanskeligheder er rigtig nok en af de væ-sentlige udfordringer for PPR, men, efter min opfattelse, netop fordi de traditionelle kerne-ydelser, som var så gode i forhold til børn med faglige vanskeligheder, ikke rigtig hjælper no-get her.

KGH´s frygt for, at vi gennem en konsultativ forholdemåde skal lægge arbejdspresset og an-svaret fra os, er noget uigennemtænkt vrøvl, der sammenblander ansvars- og interventionsni-veauer, og som hælder til den forestilling, at vi hjælper nogen ved at være lige så presset som dem selv.

Om at støve gamle kerneydelser af
Det er således ikke den faglige, teoretiske diskussion, som er væsentlig her. Hertil er KGH´s overvejelser alt for tilfældige og uigennemtænkte, men derimod den holdning til PPR-arbejdet, som KGH´s artikel repræsenterer.

Der er ingen tvivl om, at KGH med sin artikel rammer mange i deres længsel efter en nostal-gisk vej ud af den nuværende opbrydning og forvirring omkring PPR-arbejdet og omkring PPR´s fremtidige funktion. Vejen frem ligger ikke i at støve gamle faglige forholdemåder og kerneydelse af, men at erkende, at verden har forandret sig, og at vi er nød til at tænke nyt, hvis vi skal have en brugbar funktion fremover. En nostalgisk tilbageskuen på en tid, da det skolepsykologiske arbejde var mere enkelt og klart defineret, luner måske lidt, men det er ikke et brugbart svar på de nye udfordringer.

Det som jeg selv har forsøgt, i tidligere numre af nærværende tidsskrift, er at foretage en ana-lyse af PPR´s hidtidige praksis og nuværende situation. Med udgangspunkt i en nogenlunde systematisk opbygget psykologfaglig argumentation foreslår jeg en anden tilgang til psyko-logarbejdet og til PPR´s indplacering i det kommunale system. Jeg vil selvfølgelig ikke påstå, at det, som jeg er nået frem til, udgør nogen form for objektiv sandhed, men at en faglig kritik må minimum byde på samme refleksionsniveau, hvis den skal være meningsfuld. Det kunne have været interessant, hvis KGH mere eksplicit var komme frem med sin egen forståelse af PPR´s nuværende situation og dens udfordringer og hans bagved liggende faglige værdier og forholdemåder, frem for at ty til selvfølgeligheder, nostalgiske kerneydelser og frygt for ned-læggelser (3).

PPR´s eksistensberettigelse
De fleste skriverier fra PPR´s egne rækker, er alt for traditionelt tænkende og traditionelt fo-kuser på hidtidig praksis. Det er som om, at man skal udenfor PPR´s egne snævre række for at få nogle mere overordnede refleksioner. Her synes jeg, at Hannah Fjældstad i artiklen “PPR som løftestang eller dødvægt” har fat i noget væsentligt. I artikel påpeger hun, at PPR er nød til at finde nye veje, hvor “evnen til at indgå i nye relationer og i gamle på en ny måde bliver afgørende for om PPR kan udgøre en drivkraft i skoleudviklingen (min kursiv) og eller om PPR bliver en belastende dødvægt. En dødvægt som i værste fald stiller spørgsmålstegn ved PPR´s fortsatte eksistensberettigelse.”

En væsentlig berettigelse til PPR´s eksistens er, om vi ud fra en fortløbende udvikling af et fagligt højt kvalitetsniveau, hele tiden kan relatere os eksternt og internt på en måde, som gør os i stand til at bruge denne faglighed bedst muligt (4). Det kan måske lyde som en selvfølge-lighed, men det er det langt fra. PPR er traditionelt bundet op i fastlåste betjeningsstrukturer, som både styrer de faglige interventionsmuligheder og begrænser mulighederne for at udvikle og bruge nye faglige tilgange.

Efter min opfattelse bliver PPR en dødvægt, hvis vi fortsætter med en forældet, servicerende betjeningsform, som måske på kort sigt giver tilfredshed, men som på længere sigt kører PPR ud på et sidespor, hvor vi ender med at blive et underordnet appendiks, der løser kortsigtede problemer i institutioner, der dybest set har brug for noget andet for at opfylde deres primære formål (5).

Jeg mener, at vi er nød til at udvikle andre faglige forholdemåder og ikke, af frygt for nedlæg-gelse, at klamre os til vores egen nødvendighed ved at henvise til resultater, som hører forti-den til. Det er vores faglige opgave og udfordring at tilbyde politikerne forståelse for, at men-neskelige forhold ikke kan måles og tælles, men at de også må indstille sig på, at vi må gå nye veje, hvis deres ønsker om f.eks. rummelighed i folkeskolen skal blive til andet end nye kamuflerede opdelinger af børnene.

KGH har selvfølgelig ret i sin påstand om, at barnet bør være i centrum. Spørgsmålet er bare, hvordan det centrum defineres, med eller uden Guds hjælp?

Noter:

1. Teoretisk er der tale om relationer på to logiske niveauer, som ikke kan sidestilles. Derfor er det meningsløst at stille dem op overfor hinanden.

2. KGH er inde på, at testning bliver nedvurderet, men det er for mig ikke et spørgsmål om at være for eller imod et eller andet. Pointen omkring faglige tilgange, som konsultation, er ikke, at testning af børn skal ophøre, men at testning i de fleste situationer ikke kan bruges som afklarings- og forståelsesmetode.

3. Det virker om, at KGH er tilhænger af en traditionel positivistisk tænkning, hvor menneskelige forhold kan måles og vejes.

4. KGH mener, at PPR´s eksistensberettigelse beror på, at vi kan sikre de social-emotionelt belastende børn ”en passende og duelig hjælp til at overkomme og forhåbentlig også i hvert fald delvis løse deres problemer…..” det ”…..er og forbliver PPR´s kerneydelse. Det er slet og ret denne opgave, der i det hele taget berettiger PPR´s fortsatte eksistens.”

5. Jeg har tidligere argumenteret for, at netop ledelses- og samarbejdsforhold har afgørende betydning for børns lærings- og trivselsmiljø, og at PPR´s fortløbende facilitering af sådanne organisatoriske udviklingsforhold er en del af vores fremtidige ”kerneydelser”.

Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog, privatpraktiserende, tlf. 40 11 30 06, e-mail: kenvagnhansen@mail.dk

BARNET I CENTRUM – ja, men hvilket centrum?

Af klinisk psykolog Ken Vagn Hansen

Artiklen er et svar på Karsten Georg Hansens artikel ”Barnet i centrum”. Det påpeges, at Karsten Georg Hansen (KGH) tager udgangspunkt i en personlig tolkning af det teoretiske fundament for en mere udviklingsorienteret tilgang til PPR-arbejdet, og at han på grund af sin manglende indsigt i teori-en får draget nogle forenklede konklusioner. Der tages også afstand fra hans nostalgiske kerneydel-sesbegreb og hans frygt for PPR´s nedlæggelse, hvis vi ikke fastholder traditionelle målelige ydelser. Der argumenteres for, at PPR må søge nye veje og ikke gemme sig bag fortidige succeser.

KGH har i sin artikel “Barnet i centrum” givet en slags kritik af konsultation som metode i PPR-arbejdet og manet til eftertanke. Så vidt jeg kan se, tager KGH udgangspunkt i min arti-kel “Konsultation – revisited” fra PPR nr.?, side ?.

KGH lægger op til, at der er tale om en faglig kritik. Umiddelbart er det rart med konkrete fag-lige reaktioner på indlæg, som er ment debatterende. Men allerede med titlen på KGH´s arti-kel, Barnet i centrum, synes der at blive lagt en linie, hvor gode solide og velkendte værdier og argumenter vil blive ført i marken, som værn imod nymodens, flygtige tendenser. Den for-ventning holder desværre rigeligt stik.

Hele artiklen er præget af KGH´s mangelfulde indsigt i det teoretiske grundlag for faciliterende konsultation. KGH´s faglige forståelse af, hvad konsultation handler om, og hvornår og hvor-dan det bruges, må derfor stå for hans egen regning. Udsagn af typen “Hvorfor skulle facilci-terende konsultation i højere grad se på relationer og samspil, end autoritativ konsultation?” er et fagligt meningsløst eller i bedste fald intetsigende spørgsmål, svarende til spørgsmålet “hvorfor skulle braget fra en kanon ikke kunne være lige så højt som rundetårn?”. Et udsagn KGH ikke ville være kommet med, hvis han havde sat sig ind i konsultationsteorien (1).

Erasmus Montanus logik
Den faglige kritik af det, som KGH kalder “faciliterende konsultation”, bliver således retorisk bygget op omkring KGH´s personlige, og efter min opfattelse, fordrejede tolkning af nogle ud-sagn i min artikel. På bedste Erasmus Montanus vis, laves der herefter logiske slutninger af typen “det er forkert at svigte børn”, “den konsultative metode svigter barnet”, ” altså er den konsultative metode forkert”. Eller “lærere skal ikke være psykologer”, “den konsultative facili-terende psykolog lader lærerne lave psykologarbejde”, “altså svigter vi lærerne, når vi arbej-der på den måde”, osv. En sådan simplificeret logik, der bygger på selvfølgeligheder og manglende indsigt i det teoretiske grundlag for at arbejde faciliterende, er faglig uinteressant og mere forførende, end den er faglig informativ.

Forførelsen ligger i, at fremføre nogle selvfølgeligheder, som alle er enige i: vi må ikke svigte børn, lærere skal ikke være psykologer, testning er også brugbart, osv. (2), og så stille dem op overfor KGH´s egen fortolkning af faciliterende konsultation. Det er selvfølgelig retorisk set et stærkt udgangspunkt, fordi har man først sagt noget, som alle er enige i, så er resten nok også rigtigt.

Nedlæggelse og ansvarsforflygtigelse
Konkret lægger KGH ud med at bekymre sig over, om PPR vil blive sparet væk, hvis vi ikke fremviser målelige resultater omkring børn med socio-emotionelle vanskeligheder, som kan tilfredsstille politikerne. Det er et besynderligt skræmmebillede, som bygger på en underfor-stået og udefineret påstand om målelighed og på, at PPR i sin nuværende indplacering og opbygning, for alt i verden bør overleve. For slet at tale om, at politikerne bliver reducerede til de rene kortsynede pragmatikere.

Den store gruppe af børn med socio-emotionelle vanskeligheder er rigtig nok en af de væ-sentlige udfordringer for PPR, men, efter min opfattelse, netop fordi de traditionelle kerne-ydelser, som var så gode i forhold til børn med faglige vanskeligheder, ikke rigtig hjælper no-get her.

KGH´s frygt for, at vi gennem en konsultativ forholdemåde skal lægge arbejdspresset og an-svaret fra os, er noget uigennemtænkt vrøvl, der sammenblander ansvars- og interventionsni-veauer, og som hælder til den forestilling, at vi hjælper nogen ved at være lige så presset som dem selv.

Om at støve gamle kerneydelser af
Det er således ikke den faglige, teoretiske diskussion, som er væsentlig her. Hertil er KGH´s overvejelser alt for tilfældige og uigennemtænkte, men derimod den holdning til PPR-arbejdet, som KGH´s artikel repræsenterer.

Der er ingen tvivl om, at KGH med sin artikel rammer mange i deres længsel efter en nostal-gisk vej ud af den nuværende opbrydning og forvirring omkring PPR-arbejdet og omkring PPR´s fremtidige funktion. Vejen frem ligger ikke i at støve gamle faglige forholdemåder og kerneydelse af, men at erkende, at verden har forandret sig, og at vi er nød til at tænke nyt, hvis vi skal have en brugbar funktion fremover. En nostalgisk tilbageskuen på en tid, da det skolepsykologiske arbejde var mere enkelt og klart defineret, luner måske lidt, men det er ikke et brugbart svar på de nye udfordringer.

Det som jeg selv har forsøgt, i tidligere numre af nærværende tidsskrift, er at foretage en ana-lyse af PPR´s hidtidige praksis og nuværende situation. Med udgangspunkt i en nogenlunde systematisk opbygget psykologfaglig argumentation foreslår jeg en anden tilgang til psyko-logarbejdet og til PPR´s indplacering i det kommunale system. Jeg vil selvfølgelig ikke påstå, at det, som jeg er nået frem til, udgør nogen form for objektiv sandhed, men at en faglig kritik må minimum byde på samme refleksionsniveau, hvis den skal være meningsfuld. Det kunne have været interessant, hvis KGH mere eksplicit var komme frem med sin egen forståelse af PPR´s nuværende situation og dens udfordringer og hans bagved liggende faglige værdier og forholdemåder, frem for at ty til selvfølgeligheder, nostalgiske kerneydelser og frygt for ned-læggelser (3).

PPR´s eksistensberettigelse
De fleste skriverier fra PPR´s egne rækker, er alt for traditionelt tænkende og traditionelt fo-kuser på hidtidig praksis. Det er som om, at man skal udenfor PPR´s egne snævre række for at få nogle mere overordnede refleksioner. Her synes jeg, at Hannah Fjældstad i artiklen “PPR som løftestang eller dødvægt” har fat i noget væsentligt. I artikel påpeger hun, at PPR er nød til at finde nye veje, hvor “evnen til at indgå i nye relationer og i gamle på en ny måde bliver afgørende for om PPR kan udgøre en drivkraft i skoleudviklingen (min kursiv) og eller om PPR bliver en belastende dødvægt. En dødvægt som i værste fald stiller spørgsmålstegn ved PPR´s fortsatte eksistensberettigelse.”

En væsentlig berettigelse til PPR´s eksistens er, om vi ud fra en fortløbende udvikling af et fagligt højt kvalitetsniveau, hele tiden kan relatere os eksternt og internt på en måde, som gør os i stand til at bruge denne faglighed bedst muligt (4). Det kan måske lyde som en selvfølge-lighed, men det er det langt fra. PPR er traditionelt bundet op i fastlåste betjeningsstrukturer, som både styrer de faglige interventionsmuligheder og begrænser mulighederne for at udvikle og bruge nye faglige tilgange.

Efter min opfattelse bliver PPR en dødvægt, hvis vi fortsætter med en forældet, servicerende betjeningsform, som måske på kort sigt giver tilfredshed, men som på længere sigt kører PPR ud på et sidespor, hvor vi ender med at blive et underordnet appendiks, der løser kortsigtede problemer i institutioner, der dybest set har brug for noget andet for at opfylde deres primære formål (5).

Jeg mener, at vi er nød til at udvikle andre faglige forholdemåder og ikke, af frygt for nedlæg-gelse, at klamre os til vores egen nødvendighed ved at henvise til resultater, som hører forti-den til. Det er vores faglige opgave og udfordring at tilbyde politikerne forståelse for, at men-neskelige forhold ikke kan måles og tælles, men at de også må indstille sig på, at vi må gå nye veje, hvis deres ønsker om f.eks. rummelighed i folkeskolen skal blive til andet end nye kamuflerede opdelinger af børnene.

KGH har selvfølgelig ret i sin påstand om, at barnet bør være i centrum. Spørgsmålet er bare, hvordan det centrum defineres, med eller uden Guds hjælp?

Noter:

1. Teoretisk er der tale om relationer på to logiske niveauer, som ikke kan sidestilles. Derfor er det meningsløst at stille dem op overfor hinanden.

2. KGH er inde på, at testning bliver nedvurderet, men det er for mig ikke et spørgsmål om at være for eller imod et eller andet. Pointen omkring faglige tilgange, som konsultation, er ikke, at testning af børn skal ophøre, men at testning i de fleste situationer ikke kan bruges som afklarings- og forståelsesmetode.

3. Det virker om, at KGH er tilhænger af en traditionel positivistisk tænkning, hvor menneskelige forhold kan måles og vejes.

4. KGH mener, at PPR´s eksistensberettigelse beror på, at vi kan sikre de social-emotionelt belastende børn ”en passende og duelig hjælp til at overkomme og forhåbentlig også i hvert fald delvis løse deres problemer…..” det ”…..er og forbliver PPR´s kerneydelse. Det er slet og ret denne opgave, der i det hele taget berettiger PPR´s fortsatte eksistens.”

5. Jeg har tidligere argumenteret for, at netop ledelses- og samarbejdsforhold har afgørende betydning for børns lærings- og trivselsmiljø, og at PPR´s fortløbende facilitering af sådanne organisatoriske udviklingsforhold er en del af vores fremtidige ”kerneydelser”.

Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog, privatpraktiserende, tlf. 40 11 30 06, e-mail: kenvagnhansen@mail.dk

BARNET I CENTRUM – ja, men hvilket centrum?

Af klinisk psykolog Ken Vagn Hansen

Artiklen er et svar på Karsten Georg Hansens artikel ”Barnet i centrum”. Det påpeges, at Karsten Georg Hansen (KGH) tager udgangspunkt i en personlig tolkning af det teoretiske fundament for en mere udviklingsorienteret tilgang til PPR-arbejdet, og at han på grund af sin manglende indsigt i teori-en får draget nogle forenklede konklusioner. Der tages også afstand fra hans nostalgiske kerneydel-sesbegreb og hans frygt for PPR´s nedlæggelse, hvis vi ikke fastholder traditionelle målelige ydelser. Der argumenteres for, at PPR må søge nye veje og ikke gemme sig bag fortidige succeser.

KGH har i sin artikel “Barnet i centrum” givet en slags kritik af konsultation som metode i PPR-arbejdet og manet til eftertanke. Så vidt jeg kan se, tager KGH udgangspunkt i min arti-kel “Konsultation – revisited” fra PPR nr.?, side ?.

KGH lægger op til, at der er tale om en faglig kritik. Umiddelbart er det rart med konkrete fag-lige reaktioner på indlæg, som er ment debatterende. Men allerede med titlen på KGH´s arti-kel, Barnet i centrum, synes der at blive lagt en linie, hvor gode solide og velkendte værdier og argumenter vil blive ført i marken, som værn imod nymodens, flygtige tendenser. Den for-ventning holder desværre rigeligt stik.

Hele artiklen er præget af KGH´s mangelfulde indsigt i det teoretiske grundlag for faciliterende konsultation. KGH´s faglige forståelse af, hvad konsultation handler om, og hvornår og hvor-dan det bruges, må derfor stå for hans egen regning. Udsagn af typen “Hvorfor skulle facilci-terende konsultation i højere grad se på relationer og samspil, end autoritativ konsultation?” er et fagligt meningsløst eller i bedste fald intetsigende spørgsmål, svarende til spørgsmålet “hvorfor skulle braget fra en kanon ikke kunne være lige så højt som rundetårn?”. Et udsagn KGH ikke ville være kommet med, hvis han havde sat sig ind i konsultationsteorien (1).

Erasmus Montanus logik
Den faglige kritik af det, som KGH kalder “faciliterende konsultation”, bliver således retorisk bygget op omkring KGH´s personlige, og efter min opfattelse, fordrejede tolkning af nogle ud-sagn i min artikel. På bedste Erasmus Montanus vis, laves der herefter logiske slutninger af typen “det er forkert at svigte børn”, “den konsultative metode svigter barnet”, ” altså er den konsultative metode forkert”. Eller “lærere skal ikke være psykologer”, “den konsultative facili-terende psykolog lader lærerne lave psykologarbejde”, “altså svigter vi lærerne, når vi arbej-der på den måde”, osv. En sådan simplificeret logik, der bygger på selvfølgeligheder og manglende indsigt i det teoretiske grundlag for at arbejde faciliterende, er faglig uinteressant og mere forførende, end den er faglig informativ.

Forførelsen ligger i, at fremføre nogle selvfølgeligheder, som alle er enige i: vi må ikke svigte børn, lærere skal ikke være psykologer, testning er også brugbart, osv. (2), og så stille dem op overfor KGH´s egen fortolkning af faciliterende konsultation. Det er selvfølgelig retorisk set et stærkt udgangspunkt, fordi har man først sagt noget, som alle er enige i, så er resten nok også rigtigt.

Nedlæggelse og ansvarsforflygtigelse
Konkret lægger KGH ud med at bekymre sig over, om PPR vil blive sparet væk, hvis vi ikke fremviser målelige resultater omkring børn med socio-emotionelle vanskeligheder, som kan tilfredsstille politikerne. Det er et besynderligt skræmmebillede, som bygger på en underfor-stået og udefineret påstand om målelighed og på, at PPR i sin nuværende indplacering og opbygning, for alt i verden bør overleve. For slet at tale om, at politikerne bliver reducerede til de rene kortsynede pragmatikere.

Den store gruppe af børn med socio-emotionelle vanskeligheder er rigtig nok en af de væ-sentlige udfordringer for PPR, men, efter min opfattelse, netop fordi de traditionelle kerne-ydelser, som var så gode i forhold til børn med faglige vanskeligheder, ikke rigtig hjælper no-get her.

KGH´s frygt for, at vi gennem en konsultativ forholdemåde skal lægge arbejdspresset og an-svaret fra os, er noget uigennemtænkt vrøvl, der sammenblander ansvars- og interventionsni-veauer, og som hælder til den forestilling, at vi hjælper nogen ved at være lige så presset som dem selv.

Om at støve gamle kerneydelser af
Det er således ikke den faglige, teoretiske diskussion, som er væsentlig her. Hertil er KGH´s overvejelser alt for tilfældige og uigennemtænkte, men derimod den holdning til PPR-arbejdet, som KGH´s artikel repræsenterer.

Der er ingen tvivl om, at KGH med sin artikel rammer mange i deres længsel efter en nostal-gisk vej ud af den nuværende opbrydning og forvirring omkring PPR-arbejdet og omkring PPR´s fremtidige funktion. Vejen frem ligger ikke i at støve gamle faglige forholdemåder og kerneydelse af, men at erkende, at verden har forandret sig, og at vi er nød til at tænke nyt, hvis vi skal have en brugbar funktion fremover. En nostalgisk tilbageskuen på en tid, da det skolepsykologiske arbejde var mere enkelt og klart defineret, luner måske lidt, men det er ikke et brugbart svar på de nye udfordringer.

Det som jeg selv har forsøgt, i tidligere numre af nærværende tidsskrift, er at foretage en ana-lyse af PPR´s hidtidige praksis og nuværende situation. Med udgangspunkt i en nogenlunde systematisk opbygget psykologfaglig argumentation foreslår jeg en anden tilgang til psyko-logarbejdet og til PPR´s indplacering i det kommunale system. Jeg vil selvfølgelig ikke påstå, at det, som jeg er nået frem til, udgør nogen form for objektiv sandhed, men at en faglig kritik må minimum byde på samme refleksionsniveau, hvis den skal være meningsfuld. Det kunne have været interessant, hvis KGH mere eksplicit var komme frem med sin egen forståelse af PPR´s nuværende situation og dens udfordringer og hans bagved liggende faglige værdier og forholdemåder, frem for at ty til selvfølgeligheder, nostalgiske kerneydelser og frygt for ned-læggelser (3).

PPR´s eksistensberettigelse
De fleste skriverier fra PPR´s egne rækker, er alt for traditionelt tænkende og traditionelt fo-kuser på hidtidig praksis. Det er som om, at man skal udenfor PPR´s egne snævre række for at få nogle mere overordnede refleksioner. Her synes jeg, at Hannah Fjældstad i artiklen “PPR som løftestang eller dødvægt” har fat i noget væsentligt. I artikel påpeger hun, at PPR er nød til at finde nye veje, hvor “evnen til at indgå i nye relationer og i gamle på en ny måde bliver afgørende for om PPR kan udgøre en drivkraft i skoleudviklingen (min kursiv) og eller om PPR bliver en belastende dødvægt. En dødvægt som i værste fald stiller spørgsmålstegn ved PPR´s fortsatte eksistensberettigelse.”

En væsentlig berettigelse til PPR´s eksistens er, om vi ud fra en fortløbende udvikling af et fagligt højt kvalitetsniveau, hele tiden kan relatere os eksternt og internt på en måde, som gør os i stand til at bruge denne faglighed bedst muligt (4). Det kan måske lyde som en selvfølge-lighed, men det er det langt fra. PPR er traditionelt bundet op i fastlåste betjeningsstrukturer, som både styrer de faglige interventionsmuligheder og begrænser mulighederne for at udvikle og bruge nye faglige tilgange.

Efter min opfattelse bliver PPR en dødvægt, hvis vi fortsætter med en forældet, servicerende betjeningsform, som måske på kort sigt giver tilfredshed, men som på længere sigt kører PPR ud på et sidespor, hvor vi ender med at blive et underordnet appendiks, der løser kortsigtede problemer i institutioner, der dybest set har brug for noget andet for at opfylde deres primære formål (5).

Jeg mener, at vi er nød til at udvikle andre faglige forholdemåder og ikke, af frygt for nedlæg-gelse, at klamre os til vores egen nødvendighed ved at henvise til resultater, som hører forti-den til. Det er vores faglige opgave og udfordring at tilbyde politikerne forståelse for, at men-neskelige forhold ikke kan måles og tælles, men at de også må indstille sig på, at vi må gå nye veje, hvis deres ønsker om f.eks. rummelighed i folkeskolen skal blive til andet end nye kamuflerede opdelinger af børnene.

KGH har selvfølgelig ret i sin påstand om, at barnet bør være i centrum. Spørgsmålet er bare, hvordan det centrum defineres, med eller uden Guds hjælp?

Noter:

1. Teoretisk er der tale om relationer på to logiske niveauer, som ikke kan sidestilles. Derfor er det meningsløst at stille dem op overfor hinanden.

2. KGH er inde på, at testning bliver nedvurderet, men det er for mig ikke et spørgsmål om at være for eller imod et eller andet. Pointen omkring faglige tilgange, som konsultation, er ikke, at testning af børn skal ophøre, men at testning i de fleste situationer ikke kan bruges som afklarings- og forståelsesmetode.

3. Det virker om, at KGH er tilhænger af en traditionel positivistisk tænkning, hvor menneskelige forhold kan måles og vejes.

4. KGH mener, at PPR´s eksistensberettigelse beror på, at vi kan sikre de social-emotionelt belastende børn ”en passende og duelig hjælp til at overkomme og forhåbentlig også i hvert fald delvis løse deres problemer…..” det ”…..er og forbliver PPR´s kerneydelse. Det er slet og ret denne opgave, der i det hele taget berettiger PPR´s fortsatte eksistens.”

5. Jeg har tidligere argumenteret for, at netop ledelses- og samarbejdsforhold har afgørende betydning for børns lærings- og trivselsmiljø, og at PPR´s fortløbende facilitering af sådanne organisatoriske udviklingsforhold er en del af vores fremtidige ”kerneydelser”.

Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog, privatpraktiserende, tlf. 40 11 30 06, e-mail: kenvagnhansen@mail.dk