Mere bevægelse mod konsultative praksisformer i PPR

– nogle personlige reaktioner på temanummeret ”Bevægelse mod konsultative praksis-former i PPR” PPR/43/5/nov/2006

Af klinisk psykolog Ken Vagn Hansen

Som aktiv deltager i udviklingen af den konsultative tænkning i PPR, synes jeg umiddel-bare, at det var en god ide, at få nogen udenfor PPR-området til at se på den igangvæ-rende udvikling.

Temanummeret giver er meget godt billede af de forskellige problemstillinger omkring overgangen til konsultative arbejdsformer.

Det er det generelle indtryk, at mange PPR-rådgivninger (1) har tages den konsultative tænkning til sig, men at forståelsen af konsultation og dets indplacering i praksis er præget af uklarhed og forvirring. Det mest almindelige er, at se konsultation som en metode, de er velegnet til visse typer af opgaver.

Det faglige udgangspunkt
PPR-området er, efter min opfattelse, præget af en udvikling, hvor den oprindelige pæ-dagogiske psykologiske tilgang bliver overhalet indenom af andre forståelser og tilgan-ge. Hertil kommer, at området er præget af en forvirret sammenblanding af kommunal indplacering, administrative funktioner og traditionelle psykologfaglige arbejdsopgaver.

”Københavnermodellen”, som det projekt populært kaldes, jeg sammen med fire andre psykologer gennemførte på PPR- København, var et forsøg på at opstille et sådant fag-lig, teoretisk udgangspunkt for en praksis (2). Selv om et sådant projekt på forhånd er dømt til at være mangelfuldt, har det, som redaktionen også påpeger, været sejlivet. Mange af begreberne fra denne model går igen i de forskellige artikler, og jeg tror, at modellens sejlivethed hænger sammen med, at den er et forsøg på en slags samlet mo-del for PPR´s betjening, hvor nyere teorier og faglige forholdemåder inddrages. (3)

Modellen var for mig kun tænkt som et pragmatisk kompromis mellem nogle faglige holdninger og de eksisterende krav til en administrativ struktur. For mig er det en del af en konsultativ tilgang, fortløbende at reflektere over betjeningsformerne og tendenser til at ende i faste modeller og strukturer. Denne tænkning står selvfølgelig i modsætning til det administrative systems behov for faste strukturer og rutiner. Et forhold, som efter min opfattelse, er et central problemområde i udviklingen af konsultative betjeningsfor-mer.

I indledningen til temanummeret ønsker redaktionen dog ”at få belyst emnet ud fra an-dre tilgange, end netop Ken Vagn Hansens særlige forståelse af konsultation”. Selv sy-nes jeg nu ikke, at min tilgang til konsultation er særligt godt forstået.

Det er rigtigt, at min tilgang til konsultation er særlig ved, at for mig er anvendelsen af konsultation som tilgang til det psykologfaglige arbejde, resultatet af en grundlæggende faglig-teoretisk stillingtagen. Hertil kommer, at jeg udelukkende ser på PPR med psyko-logfaglige øjne, og at jeg udelukkende beskæftiger mig med det psykologfaglige arbejde (4).

Min tilgang til konsultation er således udtryk for en grundholdning til psykologarbejdet, mere end det handler om et sideordnet metodevalg. Efter min opfattelse står vi grund-læggende overfor de samme relationelle problemstillinger uanset om vi arbejder med enkelt individer, grupper eller organisationer.

Mit eget udgangspunkt er en relationel, interaktionistisk tænkning (5), hvor jeg opfatter psykologarbejdet, som et spørgsmål om, at etablere kvalitative relationer til de menne-sker (børn, forældre, lærere, ledere, organisationer, osv) som vi betjener (hjælper, be-handler). Undersøgelser, rådgivning, støtte, terapi, supervision, konsultation, osv. er alt sammen udtryk for et kvalitativt relationsvalg, som psykologen, psykologteamet eller psykolog-organisationen foretager ud fra nogle mere eller mindre klare præmisser.(6)

Det interessante indenfor PPR-området er ikke så meget, om vi kan få indført endnu en metode-knopskydning på et, efter min opfattelse, manglende sammenhængende fagligt grundlag, men om vi kan give hele området et psykologfagligt løft, der kan skabe den sammenhæng.

Det er min opfattelse, at forvirringen omkring psykologarbejdet og brugen af konsultati-on hænger sammen, at der mangler en overordnet faglig stillingtagen til alle de ekspli-citte og implicitte psykologfaglige forholdemåder. Her tænker jeg ikke kun på de enkelt-stående faglige discipliner, men på hele organisationens forskellige forholdemåde over-for den del af kommune, som betjenes. For mig bør alle relationelle felter være gen-stand en fælles faglig analyse, hvis der skal skabes sammenhæng i PPR´s faglige virk-somhed. Vi kan ikke nøjes med det nuværende konglomerat af enkeltstående faglige discipliner og forholdemåder, hvor psykologen primært fungerer som systemets lappe-skrædder frem for at udvikle manglerne i systemet.

Set fra en psykologfaglig synsvinkel mangler området fuldstændig et samlet fagligt ud-gangspunkt for sin virksomhed.

Debatten
Debatten om konsultation i PPR-regi er præget af en, på mange måder, frugtesløs for-og-imod diskussion. Hvor kritikken af konsultation ofte er omsat til forenklede påstande (7) om, at den konsultativt arbejdende psykolog ikke vil se på børn, eller at det kun handler om at have fokus på læreren, eller at psykologen ikke vil tage medansvar, osv. Alt sammen modsætninger og påstande, som synes at tage udgangspunkt i, at konsulta-tion er noget som repræsenterer en særlig modsætning til f.eks. at fokusere på det en-kelte barn.

For mig eksisterer det modsætningsforhold ikke. Jeg er ikke på forhånd for eller imod bestemte fagligt kvalitative tilgange, som f.eks. at tale med eller undersøgelse af et barn. Det afgørende er, om den valgte tilgang er adækvat i forhold til det givne system.

Når den faglige debat mangler stillingtagen til grundlæggende faglige værdier og hele tiden foregår i mellemområdet, får den ofte karakter af misforståelser og for-og-imod-tænkning. Jeg synes, at artiklerne i temanummer kan have den samme tendens. F.eks. når Claus Elmholdt vælger at stille interviewspørgsmål “hvad afgør om du arbejder kon-sultativt eller udredende via testning?” i sin undersøgelse af kategoriseringspraktik-ken(p.447). Så har han på forhånd defineret og taget udgangspunkt i et modsætnings-forhold, som om, at det er en givet ting. De svar, som han får, vil selvfølgeligt blive der-efter.

Frem for at bruge tid på at diskutere om konsultation generelt er bedre end individuelle undersøgelser, hvilket efter min opfattelse er det forkerte niveau at diskutere på, bør debatten i første omgang foregå på et fagligt metaniveau. Det synes jeg til gengæld, at Claus Elmholdt forsøger i artiklen ”Faciliterende konsultation som liberal styringsmeka-nisme” (474). En artikel som jeg vil vende tilbage til nedenfor.

Metateori
For mig er det et fagligt (konsultativt) grundforhold, at forvirring, uklarhed og fastlåshed (det vi oftest kalder problemer) ikke kan ændres ved at blive på samme niveau, som problemet eksplicit formuleres (8). Det samme gælder forvirringen omkring konsultati-onsbegrebet. Vi er nød til at formulere nogle metaniveauer og skabe en metaterminologi, som gør det muligt at sætte fænomenerne ind i en anden kontekst. Teorien bag ”Kø-benhavnermodellen” var et beskedent forsøg. Jeg vil godt forsøge mig med en meta-forståelse af betjening.

Med fare for, at det for nogen kan opleves meget abstrakt og fjernt fra den pulserende dagligdag, vil jeg foreslå følgende udgangspunkter for en meta-terminologi for det over-ordnede psykologarbejde.

I PPR-sammenhænge vil jeg foreslå at bruge udtrykket “at betjene”, som fællesbeteg-nelse for de forskellige former for professionelle ydelser, men vi tilbyder andre mennesker.

Jeg vil bruge udtrykket “klient” som fællesbetegnelse for de mennesker eller menneske-lige systemer, som vi betjener (8)

1. Vi kan bruge udtrykket en betjeningskontekst som udtryk for det særlige univers, hvor nogle individer og institutioner (de professionelle systemer) forholder sig fagligt betjenende til andre individer og institutioner (klientsystemerne).

Som f.eks. hvor PPR-organisationen og dens ansatte i et givent område betjener, børn, familier, lærere, pædagoger, institutioner og skoler

2. I et sådant univers må vi således skelne mellem professionelle systemer og klientsystemer, og den måde som de relaterer sig til hinanden på.

3. Klientsystemer er bundet til klientlandskaber. Klientlandskaber er de områder, som vi har (eller administrativt/politisk må have) fokus på, som professionelle.

Et traditionelt og politisk forventet klientlandskab i PPR-sammenhænge er børn (elever) og deres familier.

4. Ud af et givent klientlandskab kan der afgrænses forskellige klientsystemer.

I klientlandskabet børn+familier kan man f.eks. beskæftige sig med enkelte børn, med enkelte børn i deres familier, med forældre, med mødre, med fædre, osv.

5. Professionelle systemer er på samme måde knyttet til et professionelt landskab, som giver mulighed for afgrænsning af forskellige professionelle systemer.

Som jeg har påpeget i tidligere temanumre er den traditionelle PPR-rådgivning (9) karakteriseret ved at have etableret faste professionelle systemer i form af individuelle psykologer, som betjener på forhånd definerede klientsystemer. Strukturen bunder ofte i en servicerende tilgang til psykologarbejdet (psykologen skal være til rådighed).

6. I en given betjeningskontekst er der defineret et klientlandskab og et professionelt landskab. Indenfor disse landskaber, kan der defineres forskellige professionelle systemer og forskellige klientsystemer.

Den enkelte psykolog, psykologteamet og hele PPR-organisationen er eksempler på professionelle systemer.

Børn, elever, forældre, familier, lærere, pædagoger, skoleledere, lærerteams, institutio-ner, skoler, skolevæsenet, kommunen osv. er eksempler på potentielle klientsystemer.

7. De professionelle systemers positionering (positioneringsmuligheder) defineres ud fra det klientlandskab, som de administrativt/politisk, kan have fokus på og udskille klientsystemer i.

Indenfor PPR-området er der typisk meget begrænsede positioneringsmuligheder. Traditionelt er PPR-rådgivninger kommunalt/administrativt positioneret på en måde, så de kan forholde sig til børn, elever, forældre, lærere, måske lærerteams, sjældent skoleledelser – aldrig skolevæsenet og dens ledelse, som PPR selv administrativt er underordnet. Det betyder selvfølgelig ikke, at givne problemer ikke knytter sig til disse niveauer. Vi kan bare ikke gøre noget ved det, udover at reparere (lappe hullerne) på et lavere niveau (skabe erstatnings-klientsystemer).

Når der tydeligvis er vanskeligheder på lærerniveau, samarbejdsniveau og ledelsesni-veau har PPR oftest ikke rigtig nogen positioneringsmuligheder, hvor de kan afgrænse disse niveauer som klientsystemer, eller hvor de kan etablere de nødvendige professio-nelle systemer. (10)

8. Forbindelserne mellem de to typer af systemer foregår i noget, som vi kan kalde betjeningssekvenser. I daglig tale kaldet interventioner, undersøgelser, behandlingsforløb, supervisioner, konsultationer, m.v.

9. En betjeningssekvens kan også beskrives som en interferens i klientsystemet>/i>. Af faglig, etiske grunde vil der være tale om en tilstræbt positiv interferens i klientsystemet. Hvor “positiv” defineres ud fra det gældende værdisystem og menneskesyn.

De professionelle systemer og klientsystemerne er grundlæggende komplementære og på et metaplan definerer de hinanden.

10. Enhver betjeningssekvens beror på en afgrænsning og definition af både det professionelle system og klientsystemet og på en afklaring af interferensens (relationens) form og indhold.

11. En betjeningssekvens initieres almindeligvis på baggrund af en henvendelse, fra en del af klientlandskabet, med en subjektivt formuleret problemstilling og en anmodning om professionel bistand. Vi kan ikke på forhånd vide, hvordan en forståelse (hypotese) skal afgrænses i klientlandskabet. Dvs. hvilke klientsystemer der skal relateres til.

Selve henvendelsens form og indhold er en kommunikation på flere niveauer:

– om relationen mellem de to systemer
– om klientsystemet
– om det professionelle system

Et professionelt system (11) må på baggrund heraf foretage mindst følgende:

a. Ud fra en forståelse af disse kommunikationer afgrænses et eller flere klientsystemer.
b. Tilsvarende afgrænses et eller flere professionelle systemer

C. Der besluttes og iværksættes en eller flere betjeningssekvenser.

Afgrænsningen af klientsystemet og det professionelle system repræsenterer således en forståelse (hypotese) om det af klientsystemet formulerede “problem”, dvs. hvilken problemkontekst der giver mest mening.

Hvis vi på baggrund af en henvendelse vælger at afgrænse klientsystemet til det enkelte barn og det professionelle system til en enkelt psykolog, har vi valgt ét forståelsesniveau og dermed en bestemt problemkontekst. Hvis vi i stedet vælger at afgrænse klientsy-stemet til et lærerteam og det professionelle system til to psykologer, som arbejder po-sitionelt forskellig i forhold til lærerteamet, så har vi valgt et andet forståelsesniveau. Der er ikke noget, som på forhånd afgør om den ene tilgang er bedre end den anden. Derfor er det heller ikke fagligt meningsfuldt at have standardiserede betjeningsproce-durer.(12)

12. En “højere” positionering gør, at de professionelle systemer kan “overskue” en større del af “klientlandskabet” og dermed afgrænse og forholde sig til mere overordnede klientsystemer.

Det er formålstjenligt at kunne arbejde med mange så forståelsesniveauer, som muligt. Hvilket igen kun kan lade sig gøre, hvis vi har adgang til så stor en del af “klientlandskabet”, så vi har mulighed for at afgrænse klientsystemer på mange forskellige niveauer. Samt hvis vi får indrettet PPR-organisationen så der fleksibelt kan afgrænses forskellige professionelle systemer.

For mig er konsultation således etablering og gennemførelse af kvalitative relationer i forhold til de afgrænsede klientsystemer

Min påstand er, at jo mere vi indsnævrer klientlandskabet og det professionelle land-skab, jo færre kontekster kan vi fagligt operere i og jo mere begrænset bliver vores for-ståelsesmuligheder, og dermed vores muligheder for at gøre en forskel. Populært sagt: jo mindre sker der, som gør en forskel.

Omsat til PPR-praksis, kan det lidt forenklet udtrykkes: hvis vi kun må forholde os klient-relaterende til børn og familier og ikke til de øvrige systemer, som er en del af barnets kontekst, vil vores indsats, selv om den er nok velkvalificeret udført, være triviel. (13)

Facilitering som metode
Claus Elmholdt kritiserer i sin artikel ”Faciliterende konsultation som liberal styringspraksis” (p.474) den ”rendyrkede” faciliterende konsultation som”…etisk problematisk, fordi den tilslører magtforholdene i den aktuelle sociale kontekst og betoner individets frihed til selvudvikling, hvilket let bliver forførende og manipulerende”.

Jeg synes, at Claus Elmholdts overvejelser er interessante, fordi han forsøger at tage stilling til nogle grundpræmisser for den konsultative tænkning. En vigtig debat i vores behov for at skabe faglig klarhed om konsultation som faglig tilgang.

Allerede ved at bruge udtrykket ”liberal” i titlen, får man en fornemmelse af, at Claus Elmholdt har et særligt ideologisk udgangspunkt. I artiklen taler han da også om aktuel-le sociale kontekster, reelle magtforhold, selv-teknologi, den sociale forudsætningsstruk-tur, osv.

Overordnet repræsenterer Claus Elmholdts kritik af den faciliterende konsultation et klassiske modsætningsforhold mellem forskellige grundforståelser af menneskets natur (14). Hvor han lægger vægt på ydre sociale, økonomiske og materielle forhold, (den sociale forudsætningsstruktur), i modsætning til de individbundne, subjektive forhold. Derfor vil han også i sin opfattelse af konsultation være mistroisk overfor, at der rettes for meget fokus på mennesket indrepsykiske strukturerende kræfter. For ham vil en manglende fokus på de reale, sociale, magtmæssige og politiske forhold været en mani-pulativ fordrejning af virkeligheden. Derfor vil han hellere tale om ”udvikling af handlerepertoire og orienteringskapacitet i en konkret social praksis”, end om facilitering af indrepsykiske begrænsninger.(15)

I hans kritik af faciliteringsbegrebet savner jeg en stillingtagen til grundbegreberne: 2. ordens forandringsstrategier, håndtering af dynamisk kompleksitet, lineære og dialekti-ske processer, mv., som er de teoretiske udgangspunkter for brugen af facilitering. Spe-cielt fordi Claus Elmholdt ikke selv definerer facilitering, men refererer til min definition, som bygger på disse begreber.

Claus Elmholdt påpeger, at det autoritative og det faciliterende må forvaltes og integreres. Nu må autoritative forholdemåder bero på en komplementaritet, der udspringer af et personligt, administrativ og/eller fagligt hierarki. Der er selvfølgelig autoritative ele-menter i en klientrelation, da den professionelle jo foreslår interventionsformen. Det autoritative går her på, at psykologen er klogest på sit fag, nemlig at relatere sig udvik-lende til andre mennesker. Min pointe er, at psykologen ikke nødvendigvis skal gøre sig klog på lærerens faglighed. Der er således tale om autoritative problemstillinger på to logisk forskellige niveauer. Min kritisk af en ensidig brug af autoritativ konsultation går det sidste niveau, nemlig det forhold, at den professionelle gør sig til ekspert på lære-rens faglighed. En sammenblanding af de to autoritetsniveauer er efter min opfattelse netop manipulerende og skaber uklarhed om ansvars- og magtforholde. Psykologsyste-mets faglighed skal ikke være en forlængelse af lærerens faglighed, men netop være komplementer til lærerens faglighed på et andet logisk niveau (16). Derfor et det min opfattelse, at forholdet mellem det autoritative og det faciliterende forvaltes ved netop at skelne mellem de to former for autoritet og ikke rode dem sammen.

I Claus Elmholdts konkrete forståelse af faciliterende konsultation er der åbenbart tale om, at psykologen har et særligt projekt på lærerens vegne, endda et mere eller mindre skjult projekt med uklare rammer, og hvor læreren ikke får mulighed for at forholde sig til den konkrete kontekst. Hvis det er sådan der bedrives faciliterende konsultation, så har Claus Elmholdt fuldstændig ret i sin kritik.

Claus Elmholdt har valgt at fokusere på én særlig klientrelation. Så vidt jeg forstår, fordi den er den mest almindelige konsultative relation i PPR praksis. Forbi den er almindelig, er den ikke nødvendigvis ”rigtig” set i forhold til en analyse af henvendelsen. De mani-pulerende aspekter, som Claus Elmholdt fremhæver, kan også hænge sammen med, at klientsystemet afgrænses uhensigtsmæssigt, så læreren bringes ud af sin sammen-hæng, og således bliver gjort til det ”problemskabende system”.(17) Men jeg har sådan set heller ikke forstået, hvorfor Claus Elmholdt absolut vil tale med den lærer!?

Jeg er enig med Claus Elmholdt i, at rammer, kontrakt, magtforhold, frivillighed, ikke-frivillighed, ansvarsforhold, den kontekst konsultationen foregår i osv. naturligvis er en del af det, der kan fokuseres på i konsultationsprocessen. Jeg ved sådan set ikke, hvor han har den opfattelse fra, at det ikke foregår i faciliterende konsultation.

Claus Elmholdt foreslår afslutningsvis en konsultativ tilgang, som han kalder ”kontekstuel orienteret konsultation”. Jeg kan af det skrevne ikke rigtig se, hvordan Claus Elmholdt konkret håndterer autoritetsproblemet, men ellers fremdrager han forhold, som jeg også synes er vigtige. Han mangler selvfølgelig en stillingtagen til betydningen af de indre-psykiske, strukturerende kræfter (det subjektive) i vores måde at opfatte og handle på i verden, samt hvordan han vil forholde sig til dem i den konsultative proces, men det skyldes vel, at han ikke mener, at de eksister eller, at de i hvert fald ikke er særlig be-tydningsfulde?

Jeg synes, at Claus Elmholdts synspunkter repræsenterer et interessant, reelt modsæt-ningsforhold i menneskesyn. Forhold, som den enkelte psykolog og de enkelte psykolog-fællesskaber må tage personligt stilling til, og at den stillingtagen selvfølgelig har betyd-ning for den måde hvorpå relationen mellem det professionelle system og klientsystemet etableres og gennemføres.

PPR´s fremtid
Problemet omkring konsultation og konsultative tilgange til psykologarbejdet er indlejret i flere forskellige forhold.

For mig er det store spørgsmål, hvilken indplacering PPR skal have i det kommunale system. Herunder i hvilken grad PPR skal have både administrative og klientbaserede betjeningsopgaver indenfor samme område. Eller sagt på en anden måde. I hvilken grad forventes det, at PPR skal have en blanding af samarbejdsrelationer og klientrelationer til de samme institutioner.

Hvis PPR skal være andet end en administrativ brik i et kommunalt system, kræver det, at PPR i væsentlig grad frigøres fra det administrative hierarki og ændre sin positione-ring, således at der er mulighed for at kunne forholde sig til en større del af klientland-skabet og dermed relatere sig til flere klientsystemer på forskellige niveauer. Med en sådan ændring, vil PPR kunne blive en vigtig deltager i de forandringsprocesser, som er nødvendige i de miljøer og institutioner, som er afgørende for børns udvikling og læring. Jeg tror ikke, at eksterne konsulentfirmaer kan løse disse arbejdsopgaver, fordi der er behov for en fortløbende tilstedeværelse.

Så radikale ændringer kræver en holdningsændring på kommunalt plan, hvilket kan bli-ve vanskeligt, da jeg har indtryk af, at man på de administrative og politiske ledelsesni-veauet primært ønsker PPR som en administrativ og servicerende enhed, der betjener borgerne og kommunens institutioner på en meget konkret måde. Dvs. indførelse af mere udviklingsorienterede faglig tilgang til PPR-arbejdet vil møde meget lidt forståelse, og vil derfor have svært ved at blive en overordnet kommunal strategi.

Udviklingen af konsultative arbejdsformer er lukket inde mellem brugerne på den ene side og de overordnede ansvarlige ledelsessystemer på den anden side, hvor ingen af dem rigtig forstår ideen i den udviklingsproces. Der ligger en stor og vanskelig opgaver for det psykologfaglige miljø at udvikle den forståelse. Hertil kommer, at det også for PPR selv kan være vanskeligt at gøre op med de hidtidige faglige traditioner og presti-geområder.

Noter:
1. Jeg vil bruge PPR-rådgivning som fællesbetegnelse for de kommunale institutioner, som betjener børne- ungeområdet.

2. Se temanummer ”Konsultation – et udviklingsprojekt på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i København”, PPR/39/1/febr/2002

3. I øvrigt vil jeg gerne henvise til at andet ufuldstændigt projekt, som jeg har udarbejdet sammen med Aarup kommune. Projektet var et forsøg på etablere et fælles fagligt udgangspunkt for alle medarbejdere i kommunen, som arbejder in-denfor børne-, unge- og familieområdet. Projektet gik konkret ud på at opbygge en elektronisk handleguide som rumme-de både de overordnede meta-niveauer og de konkrete metoder og handleforslag. Guide kan i al sin ufuldstændighed ses på Aarup kommunes hjemmeside www.aarup.dk under Børn og Unge og handleguide (så længe siden eksisterer). Alter-nativt kan den ses på min hjemmeside www.kenvagnhansen.dk under menupunktet ”handleguide”.

4. Andre faggrupper i PPR må selv gøre op med deres egen faglighed.

5. Mennesket er grundlæggende et relationelt væsen
Kvalitative relationer er afgørende for vores udvikling
Kvalitative relationer er afgørende for at kunne ”hjælpe” mennesker og menneskelige systemer.
Kvalitative relationer er bl.a. karakteriseret ved rammer, komplementaritet og potentielle rum
Strukturelle forandringer (2. ordens forandringer) foregår i et potentielt rum gennem spring i logiske niveauer
Professionelle relationer må være kvalitative for at gøre en forskel
Menneskelige systemer er dynamisk komplekse og kan ikke overskues og håndteres lineært
Udvikling/forandring faciliteres i kvalitative relationer
Facilitering er en kompleks proces som foregår i refleksive rum (potentielle rum)

6. Som jeg har påpeget i tidligere temanumre om konsultation, er en konsultativ tilgang i min version udtryk for et para-digmeskift fra en delvist politisk styret servicerende tilgang til en udviklingsorienteret tilgang, som baserer sig på et sæt af faglige præmisser. I den løbende debat bliver konsultation primært opfattet som et metodevalg i modsætning til andre metoder.

7. Se f. eks Hans Georg Hansen artikel “Barnet i centrum” i PPR/42/4/sept/2005

8. Jeg ved, at mange stejler overfor det ord, som de oplever som alt for klinisk. Men det er svært at finde en bedre fæl-lesbetegnelse.

9. Jeg er klar over, at mange rådgivninger vil protestere mod at blive kaldt traditionelle, men som temanummeret også påpeger, så er den individorienterede tænkning stadig meget udbredt indenfor PPR-området (og skoleområdet).

10. Som mangeårig supervisor indenfor PPR-området er det beskæmmende fortløbende at høre, at stort set alle psykolo-ger indenfor området kan fremdrager eksempler på, hvordan det ikke er muligt at arbejde med centrale problemstillinger, som mange gange ligger bag en indstilling af et barn, f.eks. dårligt samarbejde og usikker ledelse, lærere som er isolere-de og som ikke fungere fagligt optimalt, osv. Det er forhold, som generer nye indstillinger, men som oftest ikke kan gøres til genstand for en faglig indsats. De er ikke en del af klientlandskabet.

11. Jeg har tidligere foreslået en organisering af PPR i refleksive teams, som varetager en sådan afklaringsproces.

12. Det vil typisk være administrativt meningsfyldt, fordi det administrative system har brug for faste og forudsigelige procedurer.

13. Det var et af hovedkritikpunkterne bag etableringen af “Københavnermodellen”, at der i serviceringens ideologi blev arbejdet meget (psykologen har altid travlt), men er der ikke skete ret meget, som gjorde en forskel.

14. I modsætningsforhold som i årtier har præget det psykologfaglige miljø på universiteterne.

15. Facilitering er i mit faglige univers et komplekst begreb, der overordnet handler om
– rammer
– komplementaritet og metapositionering
– om etablering af potentielle rum

Man kan selvfølgelig også risikere at stille nogle gode spørgsmål.

16. I artiklen ”Konsultation revisited” PPR, 42/1/febr/2005 argumenterer jeg for, at psykologen skal holde sig væk fra lærerens praksisdomæne.

17. Hvis f.eks. en lærer klager over dårlige arbejdsvilkår, og skolelederen, i stedet for at gøre noget ved forholdene, tilbyder ham tid til at få supervision hos skolens psykolog, så er det selvfølgelig ikke læreren, som bør være klientsyste-met, men et andet system som mindst også involverer skolelederen.

Ken Vagn Hansen, privatpraktiserende psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi og børnepsykologi. Email: kenvagnhansen@mail.dk.