Daniel Stern: Øjeblikke

OM ØJEBLIKKE I PSYKOTERAPI
En anmeldelse af Daniel Sterns bog ”DET NUVÆRENDE ØJEBLIK i Psykoterapi og Hverdagsliv”, Hans Reitzels Forlag 2004. Anmeldt af Klinisk psykolog Ken Vagn Hansen

Daniel Stern vil med sin nye bog påpege øjeblikkets betydning i menneskelige relationer herunder især i den terapeutiske proces. Bogen kan ses som en fortsættelse af hans studier af mikro-øjeblikkene i samspillet mellem mor og spædbarn. Den har allerede givet anledning til megen omta-le, og i forbindelse med hans foredrag her i landet bragte PN (nr.??) et interview med Stern, hvor flere af hans centrale synspunkter blev behandlet. Jeg vil derfor her koncentrere mig om nogle cen-trale aspekter ved Sterns opfattelse af øjeblikkets betydning i psykoterapi.

Stern deler bogen op i tre dele. Første del undersøger det nuværende øjebliks natur, temporale arki-tektur og organisation. I anden del indføres nogle centrale begreber: intersubjektivitet, tavs viden og bevidsthed. Tredje del omhandler det nuværende øjebliks funktion i den kliniske situation.

Gennem sine grundige analyser af øjeblikkets natur, sandsynliggør Stern i bogens tredje del betyd-ningen af de enkelte øjeblikkes koncentrerede meningsfuldhed i samspillet mellem klient og tera-peut – et forhold som er forsømt i mange traditionelle terapeutiske tilgange. Stern opfatter intensite-ten i det reale møde i terapien som afgørende for en terapeutisk forandringsproces. Hans grundlæg-gende synspunkt er, at forandring i psykoterapi bygger på levet oplevelse frem for mening. Han afviser ikke forståelsens betydning, men han ser den som underordnet øjeblikkets intersubjektive felt. Han er derfor kritisk overfor den traditionelle psykoanalyses (verbal terapi) fokus på verbal mening og forståelse. ”En begivenhed skal være levet – med følelser og handlinger, der sker i real-tid, i den virkelige verden, sammen med virkelige mennesker, i et øjeblik af nu-hed. : at se et menne-ske, der ser på én, i øjnene , – at tage en dyb indånding, mens man taler med en, – det er handlinger med en følelse”.

Fra nu-øjeblikke til møde-øjeblikke.
Stern er mest optaget af de dramatiske forandringer, som bevægelsen fra nu-øjeblik til møde-øjeblik indebærer: ”Bevægelse kan føre til pludselige, dramatiske terapeutiske forandringer via ”nu-øjeblikke” og ”mødeøjeblikket”. Som eksempel beskriver han følgende relationelle skridt i en tera-pitime (p.191), hvor klienten er meget tøvende, men endelig siger: ”der er noget som skete sidste gang, der irriterer mig…(pause)…men jeg er ikke sikker på, jeg vil tale om det”. Terapeuten forsø-ger at skabe et møde-øjeblik: ”Jeg forstår…..det andet sted, hvor du er nu, er det så vores sidste terapitime?” Klienten svarer: ”Ja, jeg kunne ikke lide, da du sagde…”, og der opstår et møde-øjeblik mellem dem, som efter Sterns opfattelse indebærer et skift i det intersubjektive miljø og dermed en terapeutisk forandring.

Det er let at følge Sterns pointe i dette eksempel, hvor klient og terapeut mødes i det intense øjeblik, hvor klienten ”autentisk” bekender sin utilfredshed med forrige time og hvor terapeuten er omsorgs-fuldt lyttende og forstående og de udvider deres intersubjektivitet. Spørgsmålet er bare om ikke terapeutens relationelle skridt blot medfører et lidt for forudsigeligt møde, der lever op til klientens åbne invitation og dermed indebærer en, om end intensiv, men terapeutisk set overfladisk emotiona-litet. Et følelsesfuldt møde er ikke nødvendigvis terapeutisk udviklende/forandrende? En anden mulighed kunne være, ikke at lade sig lokke af klientens åbne invitation til bekendelse og trøst, en-ten ved at vente og lade klientens selv tage ansvar for, om hun vil tale om det eller ej, eller ved at fokusere på hendes tvivl, der givetvis handler om et mere grundlæggende relationelt niveau i tera-pien.

Stern dramatiserer også øjeblikkets betydning ved at tale om forspildte muligheder. På side 187-88 refererer han til en terapi, som ophører, fordi terapeuten misser et vigtigt nu-øjeblik. Her er det igen spørgsmålet om ikke dette ”mis” netop bringer noget centralt terapeutisk materiale op på et andet relationelt niveau, som terapeuten ikke evner at være i. Så terapien går ikke i stå, fordi terapeuten misser det første nu-øjeblik, men fordi terapeuten ikke evner at møde klienten på det nærværende relationelt niveau og i stedet for begynder forsvarspræget at diskutere med klienten.

Intensitetens betydning i møde-øjeblikket
Som illustration af intensiteten i mødeøjeblikket, refererer Stern (side 39) til en interaktion mellem en terapeut og en klient, hvor terapeuten giver klienten et særligt inderligt håndtryk. Hændelsen har stor emotionel betydning for både terapeut og klient (et møde-øjeblik) og vil givetvis blive husket af dem begge længe efter, at terapien er ophørt, men spørgsmålet er, om der er tale om terapi eller levet liv på real-niveau. Eksemplet problematiserer forskellen mellem at være sjælesørger og terapeut. Sjælesørgeren betjener sig af sådanne intense øjeblikke, men der er nødvendigvis ikke tale om tera-peutisk forandring. Øjeblikke af ovenstående type kan faktisk have den modsatte effekt. De kan indebære en fastlåsning på et bestemt relationsniveau, hvor klienten ikke bliver frigjort fra terapeu-ten og den terapeutiske relation. Terapeuter skal ikke være signifikante personer i samme forstand som personer i det reale liv kan være. De skal snarere være som overgangsobjekter i Winnicott´sk forstand, der har en intens betydning i det terapeutiske forløb, men som bliver ”brugt op”, og efter-følgende bliver husket med taknemmelighed uden følelsesmæssige bindinger.

Det virker således som om, at Stern i sin optagethed af det reale liv mellem terapeut og klient ikke har fokus på betydningen af det dialektiske spændingsfelt mellem det symbolske og det reale liv i det terapeutiske rum. Et spændingsfelt der er nødvendig for netop at hjælpe klienten med at kunne være i spændingsfeltet mellem sin egen indre verden og det reale liv.

Dramatiske forandringer
Psykoterapeutiske forandringer er traditionelt et kontroversielt emne. Stern lægger mest vægt på de dramatiske forandringer, som han forbinder med møde-øjeblikket. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at mange øjeblikke er intense og betydningsfulde i menneskelige relation. For de fleste menne-sker er det velkendt, at forelskelse kan indebære pludselige, dramatiske forandringer, men de ved også, at der almindeligvis er tale om en midlertidig tilstand. Intense øjeblikke og deraf følgende dramatiske forandringer kan opstå i terapi, men de er ikke nødvendigvis udtryk for varige foran-dringstilstande. Vi er, efter min opfattelse, nød til at skelne mellem forskellige forandringsniveauer, nemlig forandringer, som blot er variationer indenfor en given personlighedsstruktur, og egentlige strukturelle forandringer.

Selv om Stern har øje for forskellige forandringsformer i sin skelnen mellem progressive implicitte forandringer og dramatiske forandringer, virker hans optagethed og beskrivelser af møde-øjeblikkets dramatiske forandringspotentiale noget ensidigt med en manglende fokus på terapirum-met som et potentielt rum.

En engagerende bog
Selv om jeg er kritisk overfor visse sider af Daniel Sterns terapeutiske tilgange, har han skrevet en engageret og spændende bog, der sætter fokus på nogle af de mest centrale forhold i psykoterapi. Styrken er hans velkendte empirisk funderede grundighed og hans forståelse for de små trin i den terapeutiske relation og for øjeblikkets terapeutiske materiale. Hans understregning af det levede livs betydning i psykoterapi er også meget væsentligt, men efter min opfattelse mangler han her tilstrækkelig fokus på mødets grundlæggende paradoksale natur og dermed på de dybere liggende forandringspotentialer i psykoterapi.