Den døde mor

Om huller i psyken eller om det, der ikke kan symboliseres og tales om

Af Ken Vagn Hansen

Terapi forbinder vi oftest med, at klienten fremlægger sine problemer og vanskeligheder. Samtalen og den fælles fokus på klientens oplevelser og erindringer er en traditionel bestanddel af et terapeutisk forløb. Der er imidlertid tidlige hændelser, som har afgørende betydning for klientens vanskeligheder og evne til at leve livet, der ikke kan tales om eller direkte fokuseres på.
Der er tale om forhold, som har sit udspring i tidlige negative hændelser, som ikke bare fortrænges, men som nærmest slettes og efterlader et psykisk hul, der ikke kan erindres eller tales om.
Når centrale patogene forhold ikke direkte kan blive genstand for klientens og terapeutens opmærksomhed, udfordres terapiens muligheder for at hjælpe klienten. Fænomenet den døde mor er et eksempel på en sådan hændelse.

Den døde mor
Den døde mor er et begreb, som i denne variant er blevet introduceret af den franske psykoanalytiker André Green. Det refererer til en mor, som er fysisk levende, men som er åndeligt død, fordi hun er fordybet i sin egen depressivitet: ”Thus, the dead mother, contrary to what one might think, is a mother who remains alive but who is, so to speak, psychically dead in the eyes of the young child in here care.” (André Green)
At miste sin mor ved et dødsfald er naturligvis meget traumatisk for barnet, men hændelsen og reaktionerne kan dog sættes ind i en, om end smertefuld, men dog nogenlunde meningsfuld sammenhæng. Tabets realitet og erindringen om forholdet til moderen kan italesættes på forskellige måder i barnets udvikling. Men frem for alt er tabet og hændelsen noget, som barnet kan reagere på, og som kan deles med andre.
Der er en afgørende forskel på et traume, som udspringer af en hændelse, der kan tales om, og som potentielt kan iagttages af en tredje person, og et traume, der udspringer af en indre psykisk hændelse, som ikke kan iagttages og beskrives.
At miste sin mor, medens hun er fysisk til stede, er en paradoksal situation for barnet. Fra at være en kilde til liv og vitalitet er hun pludselig blevet forvandlet til en energiløs, nærmest livløs, fjern person.
Et sådant tab af konkret liv har en voldsom indflydelse på barnet, som pludselig bliver overladt til selv at skabe mening i en så radikal ændring af sine livsbetingelser. Barnet mister pludselig moderens kærlighed. Tabet af kærlighed bliver efterfølgende et tab af mening. Barnet mister så at sige sin emotionelle livsnerve.
Moderen er i sin depressive tilstand ikke opmærksom på barnets indre liv som adskilt fra hendes eget. Denne manglende evne fra moderen side kan være ødelæggende for barnet.
Hvis barnet ikke har kunnet have sit eget indre liv adskilt fra moderens, svarer det til, at barnet ikke har fået retten til at være en person. Som et forsvar mod den angstfulde tilstand, flytter barnet sig fra moderen til sin egen indre verden, hvor det udvikler en form for erstatningsliv. I forholdet til moderen opstår der et psykisk hul i barnets mentale verden.

Psykiske huller
Psykiske huller er forløb i barnets liv, som slettes og efterlader et tomrum. Endda et tomrum, som der ikke en gang kan tales om ”som et tomrum”. Der er ingenting.
Kontakten til den døde mor erfares ikke som en særskilt periode med en begyndelse og en slutning. Så det er ikke muligt for den voksne at genkalde sig erindringer om perioden, hvor moderen ikke var følelsesmæssigt tilgængelig.
Der er imidlertid tale om et fænomen, som har en afgørende betydning senere i livet.
Da vores kærlighedsliv tager sine skabeloner fra tidlige erfaringer med kærlighed, vil den døde mor afstedkomme et tomt område, en form for nul-skabelon, som ikke kan danne basis for et emotionelt gensidigt forhold. Det vil derfor præge det voksne kærlighedsliv og føre til en manglende evne til at være i et kærlighedsforhold.
Når vi møder klienten i terapien, kan denne have udviklet et omfattende kærlighedssprog, men reelt dækker det kun over den bagvedliggende emotionelle tomhed og den kompenserende intellektualitet, som er blevet udviklet i barnets forsøg på at forsvare sig imod den nihilering, som erfaringen med den døde mor afstedkommer.
Barnet er nødt til at skabe mening i noget, som ikke kan erindres eller beskrives. Derfor kan barnet, når det er tilstrækkeligt kognitivt moden, skabe en meningsfuld historie, som er et plausibelt narrativ. Det er den historie, terapeuten får præsenteret.

Primær og sekundær intentionalitet
Den norske psykoanalytiker Bjørn Killingmoe anvender begreberne primær og sekundær intentionalitet til at beskrive forskellen mellem barnets oplevelse af, om det er ”agent for egne handlinger” eller ej.
Det er vigtigt for vores følelse af eksistens og sammenhæng, at vores oplevelser, følelser og handlinger har udgangspunkt i os selv.
Et barn, som er i stand til at opleve, at en bestemt hændelse skete af en bestemt grund, og at barnet selv havde noget med hændelsen at gøre, har en oplevelse af primær intentionalitet, dvs. at være center for sine egne handlinger, følelser og impulser.
Et barn, som mister sin mor mentalt, kan ikke umiddelbart skabe en mening, som hænger sammen barnets selv. Barnet skaber en sekundær intentionalitet i form af et sandsynligt narrativ.
”After all it may make the world more tolerable for a little boy that mother left him because he was a bad boy than facing the fact that she simply left him.” (Killingmoe). En dårlig historie er bedre end ingen historie.

Terapien
Det er et centralt terapeutisk forhold, at vi møder klienter, som har skabt et narrativ, der dækker over psykiske huller, og som mangler oplevelse af primær intentionalitet.
I terapeutiske sammenhænge er vores forståelse af disse forhold afgørende for, om vi kan hjælpe klienten.
Terapeuten er nødt til at se klientens narrativ som en beskyttelse mod en bagvedliggende oplevelse af ikke-eksistens. En oplevelse, der ikke kan tales om, men som kun kan imødekommes ved, i det terapeutiske forhold, at tilføre klienten liv, eksistens og meningsfuldhed.
André Green foreslår selv at gøre den terapeutiske relation til et potentielt rum, hvor terapeuten er aktivt levende og vital uden at forlade sin neutralitet. Som et modstykke til det hul, som den ikke nærværende mor har efterladt.
Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog

[Faktaboks]:

Artikelserie
I en række korte, vignetagtige artikler søger Ken Vagn Hansen at indkredse nogle af psykoterapiens centrale aspekter. Nærværende artikel er den sjette i serien. De tidligere er bragt i Psykolog Nyt 14, 16, 18, 20 og 22/2009.