Det terapeutiske rum

En artikel om at komme ud og ind af det terapeutiske rum – og om, hvad der sker derinde

Terapi Af Ken Vagn Hansen


Terapi kræver grundlæggende kun et rum og en relation. Rummet som det sted, hvor terapien foregår. Relationen som kontakten mellem klient og terapeut. Resten beror på, hvad terapeuten opfatter som det terapeutiske materiale.

Det er det sidste forhold, som afgørende adskiller de forskellige terapeutiske retninger fra hinanden, og som afgør, hvilken betydning rummet og relationen får.

De forskellige terapiretningers opfattelse af, hvad der skal være fokus på i den terapeutiske proces, skaber et kontinuum af terapeutiske praksisformer. Her kan vi groft taget skelne mellem de terapeutiske retninger, hvor fokus er på klientens problemer, og hvor terapeuten er en tekniker, som med sin faglige kunnen tilstræber at afhjælper problemerne gennem forskellige tekniske tiltag, og de terapiformer, hvor den emotionelle relation mellem klient og terapeut er det bærende i terapien, og hvor terapeutens evne til at være nærværende i relationen er afgørende.

Arbejdsrum eller livsrum

I det ene tilfælde er det terapeutiske rum et arbejdsrum, og der tales her også om, at klienten skal ”arbejde” med forskellige problemer eller forhold, og der kan stilles spørgsmål af typen: Hvad skal vi arbejde med i dag?

Sådanne terapeutiske arbejdsrum kan vi ofte have i klinikfællesskaber med et fælles venteværelse, hvor klinterne sider og venter på at det er deres tur. Rumlige arrangementer, der har lighedspunkter med lægens eller tandlægens klinikker og kommunikerer det samme til klienten.

Bevæger vi os over i den anden ende af terapispektret, hvor terapi opfattes som et møde mellem to mennesker med forskellige forudsætninger for at kunne være til stede med sig selv i en intim relation med et andet menneske, så får det terapeutiske rum en anden funktion og betydning.

Her er det terapeutiske rum privat og intimt. Her tilstræbes det at kommunikere en eksklusivitet og individuel omsorg for klienten, som gør, at et sådant terapeutisk rum har karakter af at være klientens eget rum. Her møder klienter ikke andre klienter eller professionelle. Klienten skal ikke have en følelse af, at der foregår andre ting, som klienten skal dele opmærksomhed med. Klienten får terapeutens fulde opmærksomhed, og der er ikke nogen ”konkurrenter”.

Her er det ikke et målrettet arbejdsrum, men et livsrum i den forstand, at der ikke kun er fokus på klientens formulerede vanskeligheder, og terapeuten er ikke er en tekniker, som i lineær forstand ”behandler” klientens lidelser. Der er tale om et dialektisk rum, hvor klient og terapeut interagere med hinanden i et symbolsk-konkret spændingsfelt.

Et sådant terapeutisk rum har en række afgørende mentale dimensioner. Rummet repræsenterer forskellige former for holding- og containmentmiljøer, hvor klienten kan blive holdt, set, rummet, forstået, lyttet til og reflekteret med.

I den proces bliver det fysiske rum en forlængelse af terapeuten. Rummets indretning og de ting, som er i rummet, bliver ladet med emotionel energi og mening. Orden, rod, renlighed i rummet får en dybere betydning i forståelsen af den symbolske relation mellem terapeut og klient.

På grund af rummets mentale og følelsesmæssige betydning, er overgangene ind og ud af rummet særligt intensive.

At komme ind i det terapeutiske rum

Hvis vi skaber et terapeutisk rum, hvor overgangene fra det ydre rum og ind og ud af terapirummet er præcise og reduceret for konventionel kontakt mellem klient og terapeut, så vil overgangene aktivere basale relationelle følelser og erfaringer hos klienten. I denne ende af terapispektret er hver session et møde, hvor der ikke på forhånd er fastsat et bestemt fokus, men hvor fokus opstår i mødet mellem klient og terapeut.

Overgangen fra den ydre verden ind i terapirummet og de første minutters møde med terapeuten er et forsømt fokusområde i terapi. Disse første minutter rummer et koncentrat af klientens grundlæggende relationsvanskeligheder.

Afhængigt af klientens relationelle ressourcer bliver de første minutter præget af en relationel uro. Klienterne har forskellige forudsætninger for at manifestere sig i et rum, hvor de selv kan vælge udgangspunkt. Et manifestationsproblem, som kan handle om en manglende evne til at kunne tage udgangspunkt i egne følelser og oplevelser og angst for at fylde i rummet og tage plads.

Hvis terapeuten er afventende for at lade klienten selv vælge sit udgangspunkt, kan der hos nogle klienter opstå en relationel forladthed, som skaber en truende angst for den indledende tavshed. En tilstand, som først lettes, når der kommer en dialog i gang og forholdet fastlægges.

Disse indledende minutter, hvor relationen så at sige ”svæver” mellem mulige positive og negative relationserfaring, giver et vigtigt indblik i klientens bagvedliggende uroområder, som i almindeligt samvær lynhurtigt skjules i en tillært ”facade”. Der er således både en sårbarhed og en speciel form for autentisk nærvær i disse minutter. En autenticitet og et nærvær, som det kan være svært at få adgang til senere.

Der ligger meget fundamentalt terapeutisk materiale i denne indledende fase, og en terapisession kan let fyldes ud med et sådant fokus.

Om at komme ud af rummet

Ligesom indtræden i det terapeutiske rum er præget af grundliggende forhold hos klienten, er vejen ud af rummet præget af basale problemstillinger.

Alle terapeuter kender til de følelser, som opstår, når klienten skal forlade det terapeutiske rum. Hvilket terapeut har ikke kæmpet med at overholde tiden eller har haft svært ved at sende klienten ud af rummet midt i nogle uafklarede følelser.

Følelser af svigt og forladthed er nærliggende. Nu har terapeuten i hele sessionen udvist en intensiv interesse, opmærksomhed og omsorg for mig, og pludselig er jeg ikke vigtigst mere, nu skal terapeuten videre med noget andet, som åbenbart er vigtigere. Selv om klienten kan have en rationel forståelse af forholdets forretningsmæssige karakter, kan følelserne være stærke.

Mange klienter prøver at styre følelserne ved at holde øje med uret, så de kan forberede sig på ”afskeden”. Andre kan ligefrem bede terapeuten om at sige til, når der er fem minutter tilbage.

Overgangene

Der er en høj grad af intensitet forbundet med at skulle bevæge sig fra den ydre verden og ind i terapirummet og tilbage igen. Overgangene accentuerer og aktiverer nogle fundamentale spændingsforhold i møde med terapeuten. Forhold, som udspringer af klientens forsøg på at forbinde de internaliserede positive og negative relationserfaringer, og de muligheder, som kan opstå i den nye igangværende relation til terapeuten.

Netop i overgangsfaserne er der adgang til disse sider af klientens indre verden, som kan være vigtige skjulte forståelsesrammer for klientens øvrige livsforhold, og som på denne måde er tilgængelige, hvis terapeuten giver plads til dem og er opmærksom på dem.

Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog

[Faktaboks]

Artikelserie

I en række vignetagtige artikler søger Ken Vagn Hansen at indkredse nogle af psykoterapiens centrale aspekter. Nærværende artikel er den syvende i serien. De tidligere er