På sporet af den terapeutiske grundform

Af Klinisk psykolog Ken Vagn Hansen

Terapi og terapeutiske praksisformer er ikke entydige begreber, som uproblematisk kan bruges i en faglig dialog på tværs af de forskellige terapeutiske retninger.

Hvad den ene terapeut opfatter som terapi, vil en anden terapeut opfatte som en spekulativt og uklar forholdemåde.

Når den ene terapeut er tilfreds med sin terapis effektivitet og evne til at skabe hurtige og målelige forandringer. Vil den anden terapeut hævde, at der grundlæggende ikke er sket noget, men at klienten blot midlertidigt har tilpasset sig nogle ydre omstændigheder.

På grund af de mange forskellige indfaldsvinkler med forskellige holdninger til, hvad der kurativt i psykoterapi, er psykoterapi er et vanskelig område at indkredse mere præcist.

Det eneste, som der er enighed om, er, at psykoterapi involverer to instanser en eller flere klienter og en eller flere terapeuter, som indgår i en relation i en ramme fastsat af terapeuten. Indenfor den konstellation er der mange forskellige varianter af psykoterapeutiske forholdemåder, relationer og rammer.

Som jeg har redegjort for i PN, nr….opstår differentieringen mellem de forskellige former for terapi, ud fra hvad terapeuten opfattet som det terapeutiske materiale (hvad der skal fokuseres på), og hvordan terapeuten forstår materialet (om der f.eks. er tale om ubevidst materiale).

Der er stor forskel på en terapi, som fokuser på klientens umiddelbare forklaringer og forståelse af sine egne vanskeligheder, og på en terapi, hvor terapeuten forstår klientens udtalelser og adfærd som afledt af nogle bagvedliggende, ubevidste forhold.

I den første form for terapi vil terapeuten arbejde direkte med de problemstillinger, som klienten har formuleret og på samme forståelsesniveau som klienten selv. I den anden form for terapi, må terapeuten skabe en setting, hvor de ubevidste forhold kan træde frem og blive bevidste for klienten. Det kræver en særlig ramme og en særlig relation mellem klient og terapeut. Der vil under alle omstændigheder være tale om to meget forskellige terapeutiske settings og forløb.

Evidensbaseret terapi

Der er stigende krav om evidens i psykologisk praksis, formentligt i et ønske om effektivitet og klarhed. Evidensbaserede praksisformer får megen opmærksomhed, hvorimod de hermeneutiske tilgange til forståelse af mennesket taber terræn. Forskningen indenfor bl.a. de neurologiske og genetiske fagområder er i rivende udvikling, og flere og flere aspekter af den menneskelige psyke forklares ud fra disse fagområder.

Hvis vi imidlertid opfatter tilværelsen og menneskelig eksistens, som så kompleks og dialektisk, at den kun gradvist kan indfanges, må de evidensbaserede tilgange til det terapeutiske område og deres krav om præcise effektmålinger indebærer en reduktion og forenkling af det menneskelige.

Det vil sige, hvis psykoterapi skal handle om livet, og om det at være menneske, må den psykoterapeutiske praksis rumme noget af den sammen kompleksitet og dialektik og nogle af de samme transformerende processer.

Den terapeutiske grundform

Det er min opfattelse, at de forskellige aktuelle psykoterapeutiske retninger fungerer, fordi de har fat i nogle af centrale sider af den menneskelige livssituation og kompleksitet, men ingen af dem er tilstrækkelige.

Hvorvidt der kan etableres en sådan tilstrækkelig terapiform er uklart, men jeg vil forsøge at nærme mig nogle af dens aspekter. Indtil videre vil jeg kalde den for den terapeutiske grundform.

Den terapeutiske grundform er således en forestillet og hypotetisk terapeutisk settingen, der rummer essensen af menneskelige psykoterapeutiske udviklingsmuligheder.

De afledte terapiformer

De terapeutiske hovedretninger har hvert deres primære fokus- og styrkeområder, hvor de har udviklet specifikke faglige kompetencer indenfor kognitive, narrative, emotionelle, eksistentielle, mv. sider af klientens tilværelse, og hvor de har udviklet specifikke og ofte meget elaborerede terapeutiske metoder til at (arbejde med) det givne fokusområde.

I forhold til den terapeutiske grundform vil jeg kalde dem for de afledte terapiformer.

De afledte terapier opstår som derivater af grundformen, således at et givent aspekt af den terapeutiske grundform koges op og destilleres til et selvstændigt terapeutisk system, typisk med en elaboreret teori og praksis.

De forskellige terapiformers kurative effekt udspringer netop af, at de repræsenterer derivater af forskellige elementer eller aspekter af den terapeutiske grundform.

De afledte terapiformer får, så at sige, deres næring fra grundformen. Principielt kan man tage et hvilket som helst element af grundformen og udvikle det til en selvstændig terapiform.

På den måde bliver der en forbindelse mellem de forskellige (konkurrerende) terapiretning. De udspringer alle sammen af den samme terapeutiske grundform.

Specifikke og nonspecifikke faktorer.

Som en første indkredsning af den terapeutiske grundform, kan vi konstatere, at på grund af de afledte terapiformers elaborerede metoder og deres målrettethed i forhold til at opnå specifikke resultater, vil kontakten mellem klient og terapeut og den terapeutiske effekt kunne deles op i specifikke og nonspecifikke faktorer.

De specifikke faktorer er knyttet til retningens teori og metode, medens de nonspecifikke faktorer omhandler andre forhold i terapien, som ikke er en del af metoden, eller som ikke er indeholdt i fokusområdet.

I de afledte terapiformer har man kun styr på de specifikke faktorer, som er i fokus, og som på forhånd er defineret som centrale i terapien. De nonspecifikke faktorer er utilsigtede hændelser i terapien, som i bedste fald kan ignoreres. I værste fald påvirker de terapien i en utilsigtet eller ukontrolleret retning.

I den terapeutiske grundform er der principielt ingen skelnen mellem specifikke og nonspecifikke faktorer. Alt hvad der foregår eller befinder sig i det terapeutiske felt er af betydning for terapien. Dvs. der er ingen handlinger, fænomener, genstande eller forhold, som er udenfor terapien, eller som ikke vedrører terapien.

Det rejser selvfølgelig nogle spørgsmål omkring differentieringen mellem metode og ikke-metode, som jeg vil vende tilbage til i en senere artikel.

I den her sammenhæng er det interessant at konstatere, at den traditionelle effektforskning tilsyneladende har vist, at de nonspecifikke faktorer spiller en afgørende rolle i effekten af psykoterapi, hvilket peger på betydningen af at medregne de nonspecifikke faktorer.

På sporet af den terapeutiske grundform.

I 10 korte vignetteagtige artikler, vil jeg søge at indkredse nogle af psykoterapiens centrale aspekter.

Artiklerne er tilstræbt at være lettilgængelige uden at være overfladiske i deres beskrivelse af komplicerede psykoterapeutiske emner. Derfor er referencer og litteraturhenvisninger stort set udeladt. Ligesom artiklerne primært vil fokusere på praksis.

Artiklerne er selvfølgelig også ment, som en introduktion til en anden forståelse af psykoterapi, end de fremherskende evidensbaserede tilgange.