Om ikke at holde i hånden

Skal terapeuten tilføre klienten positive oplevelser, som erstatning for dårlige oplevelser?

Mødet Af Ken Vagn Hansen

Det er en velkendt forståelse i psykoanalytisk psykoterapi, at klienter udlever og gentager tidlige relationserfaringer i forhold til terapeuten, således at de både taler om og overfører tidligere erfaringer med primære omsorgspersoner. Det indebærer også, at klienten kan konfrontere terapeuten med sine smertefulde erindringer og kræve, at terapeuten lindrer den smerte.

Spørgsmålet er, hvordan terapeuten skal forholde sig til det. Skal terapeuten erstatte de tidlige ”dårlige” relationserfaringer med nye ”gode” erfaringer? Skal terapeuten være erstatning for den mor, som ikke evnede at møde klienten som barn? Skal terapeuten tilbyde konkret lindring for den smerte og fortvivlelse, som klienten oplever?

I ”Lyt til patienten” fortæller Patrick Casement om en psykoanalyse med en klient, der 11 måneder gammel blev skoldet af kogende vand, så hun senere, 17 måneder gammel, måtte gennemgå en operation. Under operationen holdt moderen hendes hånd, men da moderen besvimede på grund af det, hun så, gled hendes hånd bort. For klienten var erindringen om dette tab af moderens hånd en så traumatisk oplevelse, at hun kun følte sig i stand til at tale om det og gennemleve erindringen, hvis Casement holdt hende i hånden. Klienten tvivlede på, at hun kunne fortsætte med at gå i analyse, hvis han afslog.

Casement beslutter sig for ikke at opfylde klientens ønske. Han erkendte, at ved at holde klienten i hånden og derved blive en bedre mor ville han lave en kollusion med klienten, hvor de i fællesskab undgik den værste del af hendes erindring ”by not facing it as it was”. Kun på den måde var det muligt at lette klienten for hendes ubevidste frygt for, at ingen nogen sinde vil kunne bære at være i kontakt med hendes mest intense følelser, som knytter sig til barndomserindringen.

Casen er blevet et billede på et grundforhold i psykoterapi: Hvad er terapeutens rolle i forhold til klienten. Skal han erstatte noget, som har manglet? Skal han bevidst give klienten ”gode” oplevelser eller endda konkret omsorg? Skal han være ”den gode mor”, der yder det, som den dårlige mor ikke evnede?

Den korrektive emotionelle oplevelse

F. Alexander påpegede i 1946, at indsigt ikke er en tilstrækkelig kurativ faktor i psykoterapi. Klientens emotionelle erfaringer i terapien er afgørende for klientens udvikling. Han kaldte det ”corrective emotionel experience”. Han mente derfor, at terapeuten bevidst skulle give klienten sådanne korrektive emotionelle oplevelser.

Det er en besnærende tanke, at klienten har brug for en terapeut, som er villig til at give klienten ”gode oplevelser” som erstatning for barndommens ”dårlige oplevelser”. Mange terapiformer opererer derfor med bevidst og metodisk at tilføre klienten ”positive oplevelser” eller med at få denne til at udleve forskellige følelser som en form for kurativ renselse (katharsis).

At kunne bære klientens smerte

Når Casements klient pressede ham til i sit forsøg på at lindre sin egen smerte, bragte hun ham i et dilemma, fordi hun truede med at forlade analysen, hvis ikke han imødekom ønsket. Samtidig var han klar over, at klienten ubevidst forsøgte at undgå nogle væsentlige følelser, som prægede hendes voksenliv. Ved at afstå fra at holde klienten i hånden, var Casement tro mod rollen som en terapeut, der bestræber sig på at følge klienten i alle følelsesmæssige lag. Lag, der kan rumme vrede og fortvivlelse, som han må kunne bære at ville blive rettet mod ham.

Casement fremdrager selv dette citat fra W.R. Bion: ”… hvis et spædbarn føler, at det er ved at dø, kan det få frygten for, at det er ved at dø, frem i moderen. En mor, der er velafbalanceret kan acceptere denne frygt og responderer terapeutisk på den: dvs. på en måde, der får barnet til at føle, at det får sin skræmte personlighed tilbage, men i en form, det kan bære – frygten er blevet gjort håndterlig for spædbarnets personlighed. Hvis moderen ikke kan bære disse projektioner, så er spædbarnet henvist til fortsat projektiv identifikation, som udøves med stadig stigende styrke og hyppighed.”

Terapeuten skal kunne bære klientens smerte over erindringen om den oprindelige mors manglende evne til at være til stede.

At holde den voksne klient i hånden kan betragtes som en slags kortslutning i forhold til at erkende en bagvedliggende smerte, vrede og forladthed, som klienten må have følt ved oprindelig ikke at være blevet holdt i hånden. Vi skal huske, at det ikke er det lille barn, vi holder i hånden, men den voksne kvinde med en erindring om det at være et lille barn.

At kunne være en anden mor

I den forstand terapeuten kan siges at have en forældrerolle i forhold til klienten, er det en rolle i forhold til klienten som voksen og ikke som barn. Det er en udbredt misforståelse, at psykoanalytisk psykoterapi direkte handler om barndommen og dens traumer. Men da det ikke er barnet, som sidder over for terapeuten, kan der højest være tale om klientens ”bearbejde” version af sin barndom og dens traumer (jf. Freuds nachträglichkeit-begreb).

Derfor kan terapeuten heller ikke være en erstatning for den mor, klienten erindrer. Terapeuten må være en anden mor, der møder det voksne menneske med dets smertefulde barndomserindringer – og forhåbentlig en tilstrækkelig emotionelt moden ”mor”, som kan følge klienten i de forskellige følelsesmæssige erindringslag.

Den gode terapeut (good object) er således ikke en, som er en bedre erstatning for klientens egen mor. Det er en, som kan overleve at blive behandlet som en dårlig mor (bad object).

I forhold til Casements klient handler det således ikke om at holde klienten i hånden for at få gjort dét, som klientens mor svigtede med, men om at møde klienten i sin voksne reaktion på erindringen om moderens svigt.

Sjælesørger eller terapeut

Klienten, som bliver spurgt om, hvad der har gjort mest indtryk på ham i den terapi, han har været igennem, svarer, at det var dengang, da terapeuten tog om min hånd med sine begge hænder. Det svar handler om stærke følelser, men ikke om, hvad der var kurativt.

En forveksling af terapi med ”gode handlinger”, som skaber stærke følelser hos klienten, er at forveksle terapeuten med sjælesørgeren. Sjælesørgeren har en anden funktion i forhold til klienten, end terapeuten har. En sjælesørger kan trøste for at lindre psykisk smerte ved at holde et andet menneske i hånden.

Dyrkelsen af stærke positive følelser mellem klient og terapeut synes at gå igen hos de terapeuter, der idealiserer øjeblikkets betydning som et ”smukt” møde i terapien. Men, som sekvensen mellem Casement og klienten viser, er det smukke møde, hvor terapeuten holder klienten i hånden, mere en flugt fra noget end en tilnærmelse til noget.

Psykoterapi er således et møde mellem klient og terapeut, hvor terapeuten tilbyder et rum og en relation, hvor klienten kan blive mødt med forståelse og empati uanset om klienten retter positive eller negative følelser mod terapeuten. Terapeuten er nødt til at kunne følge klienten i de forskellige følelsesmæssige lag uden at danne kollusioner med klienten omkring angsten for at erkende og opleve livet, som det var og er.

Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog

[Faktaboks]:

Artikelserie