”Kan du egentlig li´ mig?”

– et spørgsmål som ikke kan besvares i psykoterapi

I den klassiske amerikanske terapifilm Three Approachies to Psychotherapy fra 1965 modtager den 30-årige kvinde Gloria en halv times terapi med hovedrepræsentanterne for tre forskellige førende terapeutiske retninger. De tre retninger repræsenterer forskellige indfaldsvinkler til terapi. Fra Carl Rogers følelsesmæssigt intensive selvafslørende form i Client-centered therapy, efterfulgt af Fritz Perls konfronterende gestaltterapeutisks terapi, til Albert Ellis konstant forklarende interventionsform i Rational-emotive therapy.

Den gamle terapifilm er stadig en fagligt levende og interessant debatfilm om psykoterapi, som berører mange centrale terapeutiske forhold.

I Glorias terapiforløb hos Fritz Perls bliver hun med samme mødt af Fritz Perls påpegninger af hendes cover up handlinger, hvor hun gemmer sig bag en forførende og til tider koketterende facade, som han hele tiden konfronterer hende med.

Til sidst bliver Gloria vred over at blive mødt med disse konstante ”angreb” og påpegninger af, hvad hun gør. Hun stopper derfor op og beklager sig over, at Perls ikke anerkender hende, som den hun er, og at han ikke ”care for her”. ”I don´t feel close to you at all dr. Perls ”.

Denne udtalelse fra Gloria påvirker tydeligvis Perls, som føler sig foranlediget til at skifte modus og begynde at forklare Gloria:

I care for you as far ….as an artist that likes to bring something out which I hidden inside you……”

Det er tydeligt, at Perls ikke vil eller kan svare direkte på, om han kan lide Gloria, om han ”care for her”, og han kan ikke bare ignorere spørgsmålet, fordi Glorias reaktion måske kan true den terapeutiske relation.

Hans dilemma er forståeligt. For hvad skal han svare, hvis Gloria direkte spørger, om han egentlig kan lide hende? Lige meget, om han svarer ”ja”, ”jo, nogle sider af dig”, ”lidt” eller ”nej” eller ”det vedrører ikke vores professionelle relation”, så rejser det flere nye spørgsmål, end at det giver svar på noget.

Det svar, som han giver, er en smutvej ud af dilemmaet. Svaret bekræfter imidlertid også den følelsesmæssige distance, som Gloria oplever. Ved metaforisk at gøre sig selv til en kunstner og hende til kunstværket, fralægger han sig den menneskelig relation mellem dem og fremstiller Gloria som en genstand, om end en meget interessant genstand, som han forholder sig til.

Man kan fundere over, hvorfor Perls skifter modus og begynder at forklare sig, og hvorfor spørgsmålet, om hans følelser i forhold til hende, ikke bliver behandlet som en del af terapien, men at det i stedet for bliver handlet som noget, der er ved siden af eller parallelt til terapien. Som en forstyrrende teknikalitet, der skal ryddes af vejen eller bringes på plads, så den egentlige terapi kan fortsætte.

Klientens søgen

Gloria søger spontant accept og forståelse hos Perls – noget, som hun i øvrigt fik i rigelig mængde i terapiforløbet hos Carl Rogers.

Som Patrick Casement påpeger i sin bog Lyt til Patienten, møder klienten terapeuten med både ønsker og behov. Ønsker om den professionelle og omnipotente person, som kan lette klienten for sin angst, uro eller sorg. Bag ønskerne er der, ifølge Casement, et mere grundlæggende behov for responsivitet, struktur eller mental og følelsesmæssig plads, som klienten ubevidst søger i mødet med terapeuten.

Behovet for mental og følelsesmæssig vækst er knyttet til menneskelige relationer og er en grundlæggende og medfødt søgen efter eksistens, sammenhæng, grænser, mening, at blive set, at få identitet, at møde forståelse og bekræftelse, accept og indsigt. En søger, som fortsætter hele livet, men som for nogen er mere intensiv og nødvendig, fordi de ikke i tilstrækkelig grad har haft sådanne vækst-faciliterende relationer.

Men er det, at blive set, forstået og bekræfte i en relation, og at møde en, som er der lige meget, om jeg bliver vred og gal på vedkommende, og som trofast venter på mig gang efter gang i terapirummet, – er det ikke det samme som at møde kærlighed eller i hvert fald en variant af det, som vi kalder kærlighed?

Hvis terapi skal omfatte klientens søgen efter vækst i den komplekse og grundlæggende forstand, så kan terapeuten ikke nøjes med at møde klienten i form af en neutral tekniker. Så er terapeuten nød til at involvere sig i klienten med en form for kærlighed, der komplementært modsvarer klientens søgen.

Gloria syntes at have den samme form for tvivl i terapien med Fritz Perls. I hans ret teknisk orienterede terapi, synes hun at føle sig følelsesmæssigt forladt af ham. Hun kunne ikke mærke hans ”kærlighed” og må have følt sig behandlet som en genstand, som Perls legede med.

I filmen fortæller Gloria om sin oplevelse af at være klient i de tre former for terapi. Hvis hun skulle vælge, ville hun umiddelbart helst fortsætte hos Perls. Formentlig fordi hun blev nysgerrig og fascineret af hans konfronterende metode, som var ny og anderledes for hende. Hun endte dog med at gå i terapi hos Carl Rogers, hvor hun fik det følelsesmæssige modsvar.

Kan man købe kærlighed?

Hvis terapi i en eller anden forstand handler om kærlighed, bliver den et paradoksalt projekt.

Klienten køber terapeutens kærlighed, men netop fordi der skal betales for den, er den jo på en eller anden måde ikke ægte kærlighed. Med andre ord kan klienten med rette spørger ”sidder du her for pengenes skyld”, eller fordi ”du kan lide at være sammen med mig”. Hvis du sidder her for pengenes skyld, og ikke fordi du kan lide at være sammen med mig, kan jeg så vokse og udvikle mig sammen dig. Hvordan kan du i øvrigt forlade mig eller bede mig om at gå på samme måde, hver gang vi mødes, som om jeg lige pludselig ikke betyder noget mere, og du skal lave noget andet, som åbenbart er vigtigere?

Terapiens paradoksalitet

Terapi er som legen en aktivitet, der er paradoksal af natur. Den ligner almindelige menneskelige relationer, men er det ikke. Følelserne mellem klienten og terapeuten ligner almindelige følelser, men er det alligevel ikke. Terapeuten ligner noget, som klienten har kendt før, men er det alligevel ikke. Klienten håber og tror, at terapeuten sider der sammen med hende, for hvem hun er, men må samtidig betale for at terapeuten vil sidder der. Terapeuten er intensivt og nærværende til stede, men ser pludselig på sit ur og siger at nu må det slutte, osv.

Terapi kan ikke være rigtigt liv i den forstand, at terapeuten kan have en almindelig tilværelse med klienten. Terapi kan heller ikke være et ”kunstigt” eller ”teknisk” liv for pseudo-nærvær og pseudo-følelser er patologiserende og ikke vækstskabende. Relationen mellem klienten og terapeuten må være autentisk, da klientens egen patologi netop er opstået af at være i uautentiske relationer.

Terapeuten må af samme grund være autentisk tilstede. Alligevel kan spørgsmålet ”Kan du egentlig li´ mig?” ikke besvares af terapeuten, uden at terapeuten reducerer relationen til en almindelig relation, hvad den ikke er, eller at terapeuten fornægter emotionaliteten i relation, som Fritz Perls gjorde i forhold til Gloria, hvilket er patologisk.

På sporet af grundformen

Terapi er en særlig konstruktion, som indenfor en fysisk og tidslig ramme må være et ægte liv mellem to mennesker for at kunne skabe vækst (være kurativ) uden at være et ægte liv i almindeligt eller konkret forstand, alene af den grund at klienten betaler terapeuten for at være der.

På den måde står terapi for noget, som det samtidig ikke er, men det er netop forudsætningen for, at det er terapi. Terapi er både symbol og det symboliserede på en gang.

Paradoksaliteten er terapiens grundvæsen og dens drivkraft, og terapeut og klient må sammen forholde sig til paradoksaliteten. Derfor må klient og terapeut sammen erkende, at spørgsmålet, om terapeuten kan lide klienten, ikke kan besvares indenfor den ramme, som de befinder sig, og at det bedst lades ubesvaret.

Paradokset skal ikke opløses eller forklares. Det er et vilkår, som både klienten og terapeuten må være i, og paradoksaliteten skaber det spændingsfelt, som netop gør terapien levende.

Ken Vagn Hansen

Klinisk psykolog