Den lille Prins og Ræven

At skabe bånd i psykoterapi er en kompliceret affære. Med inspiration i en verdensberømt eventyrbog fra 1943 skæres mulighederne ind til det enkle.

I Antoine de Saint-Exupérys eventyr om Den lille Prins,
der forlader sin asteroide for at finde nogle venner på de
andre planeter, møder han Ræven og spørger den spontant:
”Vil du ikke lege med mig?”
I sin barnlige umiddelbarhed tror Den lille Prins, at han
kan have et kreativt og levende forhold til ræven. Men Ræ-
ven svarer: ”Jeg kan ikke lege med dig. Jeg er ikke gjort tam.”
”Åh, så må du undskylde”, sagde Den lille Prins, men da han
havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: ”Hvad er det at blive
gjort tam?”
”Det betyder at knytte bånd. (…) Endnu betyder du ikke
andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde
andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har ikke
brug for mig.”
”Jeg vil gerne gøre dig tam, men jeg har ikke ret meget
tid”, svarer Den lille Prins.
”Man lærer kun det at kende, som man gør tamt”, forkla-
rer ræven. ”Menneskene har ikke mere tid til at lære noget
at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men
der findes ingen butikker, hvor man handler med venner.
Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker
en ven, så gør mig tam.”
”Hvordan bærer man sig ad?”, spørger Den lille Prins.
”Man skal være meget tålmodig”, svarer Ræven. ”Først
20
Psykolog nyt • 16 • 2009
skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg
skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforstå-
elsens kilde. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nær-
mere.”
Næste dag kom Den lille Prins igen. Ræven siger: ”Det
er bedst, at du kommer på samme tid, for så har jeg mulig-
hed for at begynde at glæde mig allerede en time før, og jo
nærmere vi er på tiden, du kommer, des gladere vil jeg være,
og klokken fire vil jeg blive rastløs og urolig, og derved lære
jeg at lykken har en pris. Men hvis du kommer på et vilkår-
ligt tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit
hjerte i festdragt. Så et ritual må der til.”
Så gjorde Den lille Prins Ræven tam, og da afrejsens stund
nærmede sig, sagde Ræven: ”Åh, hvor vil jeg komme til at
græde.” ”Det er din egen skyld”, siger Den lille Prins. ”Det
var dig selv, der ville have, at jeg gjorde dig tam”. ” Natur-
ligvis”, sagde Ræven. ”Jamen så har du ikke fået noget ud af
det!” ”Jo, jeg har”, svarede Ræven (…), ”og nu skal jeg betro
dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: Kun med hjer-
tet kan man rigtigt se. Det væsentlige er usynligt for øjet.”
Om ikke at kunne lege
Den lille Prins tror i sin barnlige umiddelbare tilgang til li-
vet, at han kan lege med Ræven, altså være i et spontant

kreativt samspil med den. Men Rævens grundlæggende
peutiske emner. Referencer og litteraturhenvisninger vil
mistillid til mennesket gør, at den ikke kan indgå i et sådant
stort set være udeladt, ligesom artiklerne primært vil foku-
livsbekræftende samspil. Den kan ikke lege. At kunne lege
sere på praksis.
i winnicottsk forstand er at kunne udnytte det potentielle

Nærværende artikel er nr. 2 i serien. Den første, ”På sporet
rums udviklingsmuligheder. Forudsætningen for, at Ræven
af den terapeutiske grundform”, blev bragt i Psykolog Nyt
kan lege er, at den bliver ”gjort tam”.
14/2009.
Psykoterapi foregår i potentielle rum, men klienter, som
ikke kan være i og udnytte sådanne rum, må lære det. Kan
klienten ikke lege, må klienten lære det ved at blive gjort
”tam”.
Ræven har det som terapiklienten, der er vokset op med
På samme måde har den tid, som klienten og terapeuten
følelsesmæssige ustabile eller ikke nærværende primærfor- i løbet af terapien har ”spildt” sammen, skabt en relationel
sørgere. Den har en mistillid til andre, som ikke kan afhjæl-
erfaring og et følelsesmæssigt bånd, der er blevet internali-
pes med anvisninger og aktive interventionsformer.
seret og derfor er en erfaring, som vi kan have med os.
Ligesom Ræven har mennesket brug for at blive gjort
”tam”, fordi det at skabe bånd er en forudsætning for men-
Ordene er misforståelsens kilde
Grundlæggende følelsesmæssige relationer skabes ikke gen- neskelig udvikling og trivsel. Manglende tidlige bånd er
baggrunden for følelsesmæssig mistrivsel og vanskelighe-
nem ord, selv om ordene er nok så velmenende.
Reparation af relationel utryghed forudsætter en stabil der med at indgå i modne relationer senere i livet.
Klienter, som har været udsat for tidlig relationelle mistriv-
og forudsigelig terapeutisk ramme (ritualet), som tålmodigt
gentages over tid, hvor klienten og terapeuten forsigtigt kig- sel, vil hele livet forsøge at skabe bånd, som kan reparere på
ger på hinanden. Når de siger noget, er det mest for at re- de indre mangler. Derfor har de brug for at møde et men-
neske, som vil gøre dem ”tam”.
ducere den utryghed, som deres møde indebærer.
Terapeuter, som arbejder målrettet i et forsøg på at kom-
For hver terapisession rykker de lidt tættere på hinanden
ved, at klienten og terapeuten gradvist åbner op for de tan- me hurtigt frem, og som ikke tør ”spilde” tiden med klien-
ten, vil ikke kunne imødekomme disse klienters søgen. De
ker og følelser, som de har, når de mødes. De skaber et bånd.
Hvis terapeuten bliver ivrig og gerne vil have, at det skal gå vil opnå, at klienten forlader terapien fysisk eller mentalt.
hurtigt, vil klienten ligesom ræven trække sig, og de må be- Mentalt ved for en periode at tilpasse sig terapeutens me-
tode, indtil ”det går meget bedre”.
gynde forfra og reetablere den sikre afstand.
Kun med hjertet kan man rigtigt se. Det væsentlige er
Terapeuten bliver på den måde nødt til hele tiden at etab-
lere en optimal følelsesmæssig afstand til klienten. En af- usynligt for øjet!
I en søgen efter den terapeutiske grundform har histori-
stand, som er individuel og specifik for den enkelte klient.
en om Den lille Prins og Ræven understreget, at terapeu-
tens evne til at skabe et stabilt rum og en forudsigelig ram-
Spildt tid – men ikke spildtid
Som Ræven til sidst forklarer Den lille Prins: ”Det er den me – og her over tid tålmodigt at møde klienten med en
tid, som vi har spildt sammen, der betyder noget” – dvs. optimal følelsesmæssig afstand – er en central forudsætning
den tid, hvor vi ikke skal nå noget specielt ud over at være for, at klienten kan knytte bånd og dermed opnå evnen at
sammen. Den tid, hvor vi tålmodigt har mødtes, uden at vi være i et spontant, kreativt forhold til andre mennesker.
Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog
nødvendigvis vidste, hvad vi skulle sige til hinanden.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *