Om legens betydning

Hvis terapeuten ikke kan lege, er han ikke egnet som terapeut. Hvis klienten ikke kan lege, må noget gøres, så han bliver i stand til det …

Winnicott, kapitel 4 Af Ken Vagn Hansen

Legen og legens betydning udgør en form for kulmination på Winnicotts teorier og bidrag til forståelsen af menneskets men-tale udvikling. Den er det tredje område, som ekspanderer til det kreative liv og menneskets kulturelle oplevelser.
Winnicott påpeger, at leg er universel. Evnen til at lege er det naturlige. Leg faciliterer vækst og sundhed. Psykoanalytisk psykoterapi er en særlig form for leg.
Legen er et centralt fænomen i både barnets individuelle udvikling og udviklingen af menneskelig kommunikation.
I barnets udvikling er der en direkte forbindelse fra over-gangsfænomenerne til legen som potentielt rum og evnen til at være alene. Fra den individuelle leg til fælles leg og derfra til menneskelig kreativitet og kunstneriske udfoldelser.
Leg er liv, i en særlig betydningsfuld forstand. I legen, må-ske kun i legen og i legens forlængelse, har barnet og den voksne friheden til at være kreative.
I ”Letters on the Aesthetic Education of Man” definerer Schiller legen som det højeste udtryk for menneskelig frihed.

Barnets leg
Alle, som har leget med et barn, ved, at energifyldt, nærværen-de leg er ensbetydende med fastholdelsen af et særligt spæn-dingsfelt, der skabes og vedligeholdes gennem ”som-om-handlinger” (det symbolsk-konkrete) og overraskende spæn-dingsskabende ”spring” i form af nye indfaldsvinkler (skift i logisk type), paradoksalitet (samtidige logiske typer). Legen er forlængelsen af barnets brug af overgangsobjekter. Legen er i sig selv et potentielt rum.
Gensidig leg repræsenterer en kommunikationsform, hvor adskillelsen mellem symbol og symboliseret tager sit udspring, og dermed udvikler det unikke ved menneskelig kommunikati-on – evnen til at frigøre sig fra det konkrete.
Barnets leg er spontan af natur, og den har ikke noget be-vidst formål ud over sin egen aktivitet. Legen er karakteriseret ved en særlig form for optagethed, der ikke har en rationel begrundelse, men som synes at have en værdi i sig selv. Ind-holdet i legen er ikke afgørende for legens kvalitet. Evnen til at lege, er evnen til at være alene med sig selv, som udvikles i det stabile holdingmiljø. ”Det depriverede barn er rastløst og er ikke i stand til at lege”.
Gregory Bateson har ligesom Winnicott påpeget, at leg er paradoksal af natur, fordi den indebærer en samtidig kommu-nikation på to, logisk set, forskellige niveauer, det symbolske og det symboliserede.
Udsagnet ”Dette er leg” rummer en implicit metakommu-nikation om legen selv. “Dette er leg” kommunikerer, at legen ikke er det, som den står for. Leg er karakteriseret ved to egen-skaber: 1. Det budskab, som gives i legen, er i en særlig for-stand ikke sandt. 2. Det, som legens signaler står for, eksisterer ikke.

Leg og terapi
Der har været fremsat mange metaforer, som kunne beskrive terapi. Freud sammenlignede således psykoanalyse med skak-spillet, men terapi er ikke et spil, som følger bestemte regler. Reglerne er, som i legen, implicitte og foranderlige.
Forandringer kan kun ske gennem forsøgsvise handlinger eller interventioner, som rummer et implicit forslag til ændring af reglerne, men det er i sig selv en del af den igangværende interaktion. Det er denne kombination af logiske type (eller logiske niveauer), der ligesom legen karakteriserer psykoanaly-tisk psykoterapi, og som gør, at der er tale om et dynamisk dialektisk spændingsfelt, uden faste regler, men hvor oplevel-ser, tanker, følelser og handlinger opstår i en samskabt proces.
Den frie leg er således en bedre metafor, fordi der er en grundlæggende lighed mellem ”leg” og ”terapi”. Begge foregår inden for en ramme. Begge indeholder budskaber, som har en særlig relation til ”virkeligheden”. Ligesom pseudokampen i leg ikke er en rigtig kamp, så er pseudokærligheden og pseudohadet i terapi heller ikke rigtig kærlighed og had (det handler om overføring). Begge foregår i et dialektisk spændingsfelt mellem det symbolske og det symboliserede.
Det terapeutiske rum er et sted, hvor terapeutiske erfaringer (herunder overføringsoplevelser) kan genereres, og hvor me-ning kan skabes og leges med.
Psykoterapi er således i denne sammenhæng karakteriseret ved, at det er en rammebestemt interaktion mellem to personer, hvor der ikke er faste regler for, hvad der skal foregå. Hver session indledes med, at terapeuten byder sig til som et objekt, der kan bruges og defineres af klienten (klienten skal finde terapeuten). Terapeuten har ikke ingen bestemte forventninger til klienten i det terapeutiske rum. Det vil sige, at der principielt ikke er noget rigtigt eller forkert, som en klient kan gøre. Spørgsmålet er snarere: ”Hvad skal vi lege?”, dvs. terapeuten må forholde sig til klientens udspil ved gennem sin lytten og forståelse at bidrage til etableringen af det symbolsk-konkret spændingsfelt.
Psykoterapi må ligesom legen bero på en fortløbende be-stræbelse på at etablere den optimale balance mellem det sym-bolske og det konkrete. Kun på den måde er terapi levende og dynamisk forandrende.

Et spændingsfelt
Det modsatte af legen er ikke alvoren, men realiteterne. For den klient, der ikke kan lege (dvs. bruge det potentielle rum), eller hvis overføringsoplevelser bliver for virkelige, vil det terapeutiske rum derfor ændre sig fra et legende, potentielt rum til et konkret udlevende rum.
Evnen til moden overføring involverer evnen til at opleve, at noget er virkeligt og uvirkeligt på én og samme tid. Ligesom i legen. Hvis klienten i den forstand ikke kan lege, må noget gøres, for at han bliver i stand til det. Terapi må på et tidspunkt have legens karakter, fordi terapi beskæftiger sig med de sam-me grundlæggende fænomener, og fordi terapi ligesom leg handler om udviklingen af et kreativt liv.
Med udgangspunkt i forståelsen af legen er psykoanalytisk psykoterapi således en proces, som for nogle klienter udsprin-ger af et ikke-legende niveau, men som må udvikle sig til et legende rum, hvor både klient og terapeut gensidigt leger med det konkrete og det symbolske i deres relation. Dvs. hvor de konstant involverer sig i en kvalitativ fastholden af spændingen mellem det indre og det ydre, mellem det kendte og det ukend-te, mellem det måske mulige og det ikke-mulige, mellem det gamle og det nye objekt, mellem den konkrete udleven og den symbolske udleven.
På den måde samskabes der et kreativt, udviklende liv i det terapeutiske rum.
Ken Vagn Hansen, privatpraktiserende psykolog
kenvagnhansen@gmail.com

[Faktaboks]:

Seks kapitler over Winnicott
For 50 år siden introducerede den engelske psykoanalytiker D.W. Winni-cott (1898-1971) en række fortættede dynamiske begreber, der stadig er højaktuelle i vores forståelse af menneskets udviklings- og forandringspro-cesser, og som også er centrale i vores forståelse af psykoterapi. I seks artikler i Psykolog Nyt påpeger Ken Vagn Hansen nogle af de konsekven-ser, som Winnicotts begreber og betragtninger i hans tolkning har for vores forståelse af de relationelle aspekter i psykoterapi og psykologisk praksis. Den aktuelle artikel er nr. 5 i rækken.