Om potentielle rum

Potentielle rum er mentale foran-drings- og ud-viklingsrum og er derfor centrale i psykologisk praksis. Vi følger Ken Vagn Han-sen på et nyt be-søg i Winnicotts begrebsverden.

Winnicott, kapitel 4
Af Ken Vagn Hansen

Winnicott kaldte det tredje område mellem det subjektive og det objektive for det potentielle rum. Der, hvor leg og æstetiske oplevelser foregår. I denne sammenhæng kunne jeg tilføje: der, hvor terapi, supervision og konsultation bør foregå.
Begrebet refererer til det mellemlig-gende erfaringsområde, overgangsrum-met, som hos barnet ligger mellem fantasi og virkelighed. Det udspringer af det tidlige mentale rum mellem mor og barn, som danner grundlaget for, at individet hele livet igennem kan udvik-le sig og indgå i nye potentielle rum.
Overgangsrummet er et hypotetisk område, som eksisterer (men ikke kan eksistere!) mellem mor og barn. Et mellemliggende erfaringsområde, som ligger mellem a) den indre verden, den indre psykiske realitet, og b) den aktu-elle, eksterne realitet. Et område, hvor paradokset eksisterer og anerkendes. Det område, hvor barnet skaber objek-tet (overgangsobjektet), men hvor objek-tet var der, ventende på at blive fundet. Et rum, der både forbinder og adskiller barnet og moderen (den voksne og objektet).
På baggrund af disse tidlige erfarin-ger er det potentielle rum stedet, hvor de kulturelle oplevelser mellem indivi-det og samfundet foregår. Der gør legen til forløber for et kreativt liv. For alle individer er brugen af dette rum determineret af de livserfaringer, som er opnået i de tidlige stadier af ved-kommendes tilværelse. Det potentielle rum mellem mor og barn, mellem barn og familie, mellem individ og samfund beror på disse tillidsskabte erfaringer. Barnets evne til at generere dette rum er forbundet med barnets mulighed for at lege alene, hvor moderen som objekt ikke er til stede, men hvor hun fortsat skaber et holdingmiljø for barnet.
Det potentielle rum er et dialektisk rum, et spændingsfelt mellem det indre og det ydre, mellem fantasi og virke-lighed, det konkrete og det symbolske.
For at symbolet kan adskilles fra det symboliserede, må der være et tolken-de subjekt. Det tolkende subjekt medie-rer mellem disse to poler. Der er her, hvor et kreativt liv bliver muligt, dvs. hvor vi er levende individer frem for blot simpelt reagerede væsener. Det potentielle rum ophører med at eksiste-re, hvis denne dialektiske differentie-ring forsvinder.

Det potentielle rums patologi-er
Subjektivitet og evnen til at bruge sym-boler udvikles i sådanne dialektiske spændingsfelter, og de skaber forud-sætningerne for, at erfaringer får me-ning frem for blot at få karakter af at være enkeltstående facts, som der skal handles på.
Mennesker, som på grund af tidlige mangelfulde erfaringer ikke har udvik-let denne evne i tilstrækkelig grad, lider under et ensidigt liv, hvor de enten er fanget i fantasiens eller realite-ternes verden uden at kunne udnytte spændingsfeltets kreative kraft.
Enten vil de opfatte fantasier og fore-stillinger som konkrete fænomener, hvor ting ikke kan stå for noget andet – hvilket kan gøre verden truende, fordi intet kan forstås, eller de mangler fore-stillingens og fantasiens kreative kraft, og de er nødt til at leve et ensidigt ”livløst” liv.

Forandring og udvikling
Overgangsrummet er grundlæggende for barnets mentale udvikling. Det indebærer en fundamental strukturel ændring af barnets psyke.
Forandringer, som resultat af psykolo-gisk praksis, er et kontroversielt be-greb. Det skyldes, at der ofte sker en forveksling af to former for forandring.
Et system (individ, gruppe, organisa-tion) kan forandre sig på mindst to forskellige niveauer. Forandringer kan opstå som fluktuationer i systemets iboende ”adfærdsmuligheder” i for-hold til den givne struktur (1.-ordens forandringer), men da systemet har bevaret sin struktur, er der grundlæg-gende ikke sket noget nyt. Eller foran-dringer kan være resultatet af egentlige strukturelle ændringer og dermed etableringen af et nyt system med reelt nye interne og eksterne ”handlemu-ligheder” i forhold til en given kon-tekst (2.-ordens forandringer).
Som i det potentielle rum, sker 2.ordens forandringer i et dialektisk spændingsfelt mellem to logisk set forskellige niveauer, svarende til den logiske forskel mellem symbolet og det symboliserede.
Potentielle rum er 2.-ordens foran-drings- og udviklingsrum. I menneske-lige sammenhænge kan vi måske end-da sige, at det potentielle rum er proto-typen på et udviklings- og forandrings-rum i forhold til mentale udviklings-processer. Derfor må etableringen af sådanne rum være centrale i psykolo-gisk praksis. Terapi, supervision, kon-sultation må foregå i potentielle rum, der skaber mulighed for 2.ordens forandringsprocesser.

Psykoterapi og potentielle rum
Klienter, som ikke har udviklet evnen til at være i spændingsfeltet mellem det symbolske og det konkrete, vil ikke kunne opleve terapirummet som et potentielt rum. For dem vil det kun være muligt at agere gennem en kon-kret udleven af sit forhold til terapeu-ten eller ved at forsvinde ind i fantasi-ens verden.
Sådanne klienter kan ikke bruge overføring (symbolisering) og modne forsvarsmekanismer. De kommunike-rer via projektive identifikationsproces-ser, der netop er psykologisk processer, som ligger uden for det potentielle rum, dvs. som ikke omhandler det dialektiske forhold mellem at være og ikke være den anden.
Projektiv identifikation er ikke en del af et symbolsk-konkret spændingsfelt, men er en måde at svinge objektet (terapeuten) til at udleve den projice-rendes ubevidste fantasier. I stedet for at skabe subjektivitet påvirker det mod-tagerens (terapeutens) evne til at ople-ve sin egen subjektive tilstand.
Terapeutens fortløbende ”afgiftnin-ger” af sådanne projektioner kan for-stås som terapeutens reetablering af en psykologisk dialektisk proces, i hvilket den inducerede følelse kan erfares, tænkes og forstås af det tolkende sub-jekt, dvs. et potentielt rum.
Med andre ord: hvis klienten ikke kan generere og være i et potentielt rum sammen med terapeuten, må tera-peutens primære bestræbelse være at gøre klienten i stand til det.
Som en fundamentalt forandrings- og udviklingsproces må psykoterapi ultimativt foregå i et potentielt rum, hvor terapeuten hele tiden bestræber sig på at skabe et optimalt spændings-felt mellem det symbolske og det kon-krete. Dvs. et kreativt livsrum, hvor erfaringer kan generes, og hvor mening kan skabes og leges med.
Ken Vagn Hansen
privatpraktiserende psykolog
kenvagnhansen@gmail.com

[Faktaboks]:

Seks kapitler over Winnicott
For 50 år siden introducerede den en-gelske psykoanalytiker D.W. Winnicott (1898-1971) en række fortættede dyna-miske begreber, der stadig er højaktuel-le i vores forståelse af menneskets ud-viklings- og forandringsprocesser, og som også er centrale i vores forståelse af psykoterapi. I seks artikler i Psyko-log Nyt påpeger Ken Vagn Hansen nogle af de konsekvenser, som Winni-cotts begreber og betragtninger i hans tolkning har for vores forståelse af de relationelle aspekter i psykoterapi og psykologisk praksis. Den aktuelle arti-kel er nr. 4 i rækken.