Om evnen til at være alene

D.W.Winnicott revisited
Det er 50 år siden, at D.W.Winnicott introducerede en række fortættede dynamiske begreber, der stadig er højaktuelle i vores forståelse af menneskets udviklings- og forandringsprocesser, og som derfor også er centrale i vores forståelse af psykoterapi.

I seks artikler vil jeg påpege nogle af de konsekvenser, som Winnicott’s begreber og betragtninger har for vores forståelse af de relationelle aspekter i psykoterapi og psykologisk praksis.

Om evnen til at være alene(1)

“Evnen til at være alene” er tegn på emotionel modenhed og må derfor, paradoksalt nok, være en central målsætning i psykoterapi.

Evnen til at være alene handler ikke om at kunne klare at isolere sig og leve afsondret fra andre menneskers nærvær. En person kan vælge at være alene som en beskyttelse eller som et primitivt forsvar mod den angst, som kontakten med andre afstedkommer, men her er der snarere tale om en “tvungen” tilstand og ikke om en “evne”.

Evnen til at være alene handler således ikke om at kunne udholde noget, men tværtimod om at kunne være i noget. Det handler om at kunne være sig selv eller være i sig selv, som en udviklende selvfordybelse. Den handler om grænser mellem det indre og det ydre, mellem ”mig” og ”ikke-mig”.

Evnen til at være alene er således en positiv evne, der indebærer noget centralt i menneskets udvikling, og som baserer sig på erfaringerne med at være alene i en andens nærvær. Uden tilstrækkeligt med den form for erfaring, kan evnen til at være alene, ikke udvikle sig.

Winnicott gør opmærksom på det paradoksale i denne evnes natur. Evnen både udvikles og viser sig i samværet med en anden, dvs. individet er alene og ikke-alene på samme tid. Selv, udtrykker han det således:

“….the basis of the capacity to be alone is a paradox; it is the experience of being alone while someone else is present,” (Winnicott, 1990, p.30).

b>Udvikling af evnen til at være alene
Ifølge Winnicott er evnen til at være alene et af de væsentligste tegn på følelsesmæssig modenhed. Den viser, at individet har haft muligheden for, gennem “good-enough-mothering”, at opbygge en tro på et godt holding-miljø.

Det er her vigtigt at være opmærksom på, at Winnicotts begreb holding har sammen grundfunktion i hele individets udvikling, nemlig at skabe eksistens og sammenhæng, men at formen tilpasser sig individets udviklingsniveau. Så fra at være en tidlig fysisk-emotionelle form for holding, overgår den til at være primærforsørgerens evne til at etablere et personligt rum for barnet, hvor barnet kan “samle sig: “….et barn, som ikke har haft nogen til at samle sine “psykiske dele”, starter med et handicap i sin opgave med at integrere sig selv, og måske lykkes det ikke for ham, eller i hvert fald kan integrationen ikke fastholdes” (Winnicott, 1945, p.150).

Med good-enough-mothering er det lille barn gradvis i stand til at være alene med sine egne oplevelser, tanker og følelser, dvs. beskæftige sig med sit personlige liv, herunder at lege alene.

Under optimale forhold udvikles denne evne tidligt i barnets liv, og den er en væsentlig forudsætning for udviklingen af en personlig identitet og selvforståelse.

Den nærværende mor (holding-miljøet) internaliseres efterhånden og står til rådighed for barnet som en indre ressource, hvilket gør barnet i stand til at kunne være alene uden hele tiden at skulle referere til en fysisk tilstedeværende mor.

En manglende udvikling af evnen til at være alene indebærer grundlæggende psykopatologier, hvis omfang og intensitet afhænger af utilstrækkeligheden i holding-miljøerne. Derfor bør evnen til at være alene være et centralt tema i psykoterapi.

Evnen til at være alene i psykoterapi
I psykoterapi, som i andre intime relationer, vil klientens grundlæggende erfaringer med at kunne være alene i den andens nærvær, blive reaktiveret.

Set ud fra en relationel terapeutisk tankegang ( Hansen, 2003) vil etableringen af det terapeutiske rum og den terapeutiske relation aktiverer et komplekst relationshierarki mellem terapeut og klient. Et relationshierarki der afspejler både tidlige og senere relationserfaringer i klientens (og terapeutens) liv. I det hierarki er evnen til at være alene sammen med terapeuten en grundlæggende relationsmåde, som afspejler klientens internaliserede erfaringer fra sin opvækst.

På grund af relationens grundlæggende karakter, har de fleste klienter vanskeligt ved at udholde at være alene i terapeutens nærvær. Tavsheden mellem dem er truende for klienten, fordi den aktiverer negative holding-erfaringer.

Når klienten ikke evner at være alene i terapeutens nærvær, fordi internaliserede ustabile og mangelfulde holding-erfaringer aktiverer angst og uro, må klienten beskytte sig ved at undgå en autentisk kontakt til terapeuten. Det sker typisk ved, at klienten hurtigst muligt får etableret en “som-om-relation”, der kan udfylde det truende rum i forhold til terapeuten.

Ved at møde klienten i dennes søgen efter et rum og en relation, som kan ”reparere” tidligere mangelfulde holding-erfaringer, vil klienten gradvis internalisere det stabile holding-miljø, som terapeuten og det terapeutiske rum repræsenterer, således at klienten kan beskæftige sig med sine egne oplevelser, følelser og tanker i terapeutens nærvær.

Psykoterapi må således handle om at udvikle klientens evne til at være alene i terapeutens nærvær og dermed evnen til at kunne være alene med sig selv.

Kvalitativt tilstedeværelse
Evnen til at være alene i terapeutens nærvær er således et afgørende kurativt tema i psykoterapi, men den evne kan ikke udvikles gennem instruktioner, kognitive strategier, tolkninger eller lignende konkrete terapeutiske tiltag. Den udvikles i det relationelle felt mellem klient og terapeut (niveau 5 terapi i Hansen 2003).

Konkluderende mener jeg, at i psykoterapi er klientens “evnen til at være alene” en central terapeutisk målsætning, som skabes gennem en fortløbende bestræbelse hos terapeuten på at være emotionel, kvalitativt tilstede i relationen til klienten, dvs. fortløbende at skabe et adækvat holding-miljø, som gradvist vil kunne internaliseres af klienten – et forhold, som jeg vil uddybe nærmere i de følgende Winnicott-artikeler.

Noter:
1. En fortolkning af D.W.Winnicotts artikel “The Capacity to be Alone” i THE MATURATIONAL PROCESSES AND THE FACILITATING ENVIRONMENT, Karnac, 1990

Referencer:
Hansen, Ken Vagn (2003): Terapeutiske relationer og niveauer., Psykolog Nyt, nr.4, 21 feb., 2004, 57 årgang.

Winnicott , D.W.(1945): Primitive emotionel development. THROUGH PAEDIATRICS TO PSYCHOANALYSIS, p.145-56, N.Y. Basic Books, 1975

Winnicott, D.W. (1990): The Capacity to be Alone. THE MATURATIONAL PROCESSES AND THE FACILITATING ENVIRONMENT, Karnac, 1990

Klinisk psykolog Ken Vagn Hansen, privat praktiserende, tlf. 40113006, email: kenvagnhansen@gmail.com