Om det relationelle synspunkt

Der er i de seneste årtier sket en nyoriente-ring inden for psykoanalyse og psykoana-lytisk psykoterapi, hvor der lægges særlig vægt på de relationelle aspekter i menne-skets udvikling. Rejsen med Winnicott når sin afslutning.

Punktum Af Ken Vagn Hansen

De fleste psykologer kender fra deres studietid Winnicott og hans betydning for udviklingspsykologien. De seks artikler, som har været bragt i Psykolog Nyt siden efteråret 2007, har været en introduktion til en yderligere forståelse af det store potentiale i Winnicotts begreber og teorier, herunder især hans betydning for forståelsen af psykoanalytisk funderet psykotera-pi.
Som det fremgår af disse artikler, har Winnicott bidraget med nogle meget dynamiske og meningsfyldte indfaldsvinkler til forståelsen af psykoterapi. Hans begreber spiller da også en central rolle i udviklingen af psykoanalyse og psykoanalytisk psykoterapi.
Der er i de seneste årtier sket en nyorientering inden for psykoanalysen og psykoanalytisk psykoterapi, hvor der lægges særlig vægt på de relationelle aspekter i menneskets udvikling. Denne nyorientering er især foregået i USA og i England.
I Sverige og Norge er der ligeledes opstået en stigende fo-kus på en relationel tilgang til psykoanalyse og psykoanalytisk psykoterapi. Tidsskrift for Norsk Psykologforening har således i september 2006 udgivet et temanummer om relationel psyko-analyse, hvor der gives forskellige indfaldsvinkler til emnet.
Herhjemme er Judy Gammelgaards bog ”Mellemvæ-rende” (Akademisk, 2004) efter min opfattelse udtryk for en tilsvarende orientering mod en relationel tænkning inden for psykoanalysen, hvor Winnicotts teorier om legen og det poten-tielle rum bliver inddraget som centrale forståelsesrammer.

Kontakt- og meningssøgende
Den relationelle tilgang til psykoanalyse og psykoanalytisk psykoterapi repræsenterer et skift i motivationsteori. Fra den klassiske freudianske opfattelse af mennesket som behovsdre-ven til at se mennesket som primært kontakt- og meningssø-gende i forhold til aignifikante personer.
I den mentale matrix mellem mor og barn søger barnet gen-svar i moderens sind. Moderens evne til at bidrage til over-gangsrummet giver barnet mulighed for at udvikle sin subjekti-vitet og identitet. Som mennesker har vi en grundlæggende stræben efter at finde os selv i relationen. Kreativitet og leg bliver vigtige aktiviteter i vores bestræbelse på at håndtere det paradoksale i vores tilværelse. Den menneskelige psyke bliver skabt og udviklet i mellemmenneskelige relationer.
Ligesom barnet er klienten hele tiden meningssøgende i forhold til terapeuten. Den meningssøgende klient mødes af den meningsbærende terapeut. En variant af ”den meningsbæ-rende anden”. Et begreb, som den norske psykolog Per Einar Binder har udviklet på baggrund af Winnicotts teorier.
Et sådant skift i menneskesyn har afgørende betydning for vores opfattelse af psykoanalyse og psykoanalytisk psykotera-pi. Fra at analytikeren/terapeuten er en neutral person, som analyserer og tolker klientens ubevidste driftsliv, bliver tera-peuten opfattet som en ubevidst medspiller i en samskabel-sesproces med klienten (den analytiske tredje)
Overføring er således ikke udtryk for en forvrænget opfat-telse af terapeuten. Overføringen er klientens forsøg på at skabe mening i her-og-nu-relationen til terapeuten. Spændings-feltet mellem klientens internaliserede relationserfaringer og den konkrete relation til terapeuten er centralt i den terapeuti-ske proces.

Samskabelsen
Hvis mødet mellem klient og terapeut er etableret i en ramme, som bevarer spændingsfeltet mellem det symbolske og det konkrete, så vil der opstå et samskabt rum, som er ”befolket” med både klientens og terapeutens ubevidste relationserfarin-ger.
En sådan samskabelsesproces indebærer, at alt, hvad der fo-regår i det terapeutiske rum, og alt, som befinder sig i rummet, vil blive ladet med terapeutisk mening/symbolik. Der er såle-des ingen handlinger, hverken fra klientens eller terapeutens side, som falder uden for terapien, dvs. som ikke har terapeu-tisk betydning.
Da terapeuten selv bidrager til det terapeutiske spændings-felt, kan der i terapien rettes fokus på terapeutens subjektivitet, og hvad terapeutens bidrag er. Både klient og terapeut kan således beskæftige sig med at forstå terapeutens subjektive verden og ikke kun klientens.
I klientens søgen efter mening og eksistens må terapeuten være autentisk i mødet med klienten. Selvafsløringer er således uundgåelige. Det er autenticiteten snarere end instrumentalite-ten (tekniske vurderinger og problemløsningsstrategier), som bærer den terapeutiske forandringsproces.
Alt hvad der foregår i terapien, må forstås ud fra samska-belsen, dvs. ud fra den ubevidste meningssøgende proces, som både klient og terapeut et involveret i. Denne proces er selvføl-gelig præget af de internaliserede relationserfaringer, som både klient og terapeut har. Vi kan således tale om det relationelle ubeviste, der præger den konkrete interaktion mellem klient og terapeut.

Det terapeutiske materiale
Når alt i det terapeutiske rum er ladet med symbolsk mening, vil der altid være en uendelig mængde af terapeutisk ”materia-le”. Hvorvidt noget kommer i bevidst fokus, beror på parternes lytten til og behov for at forstå det, der foregår.
Udgangspunktet for terapien er således ikke begrænset til verbale udsagn fra klienten, eller til at klienten skal komme med noget til terapeuten (problemer, frie associationer mv.). At forudbestemme en sådan relationel grundskabelon, hvor klien-ten skal yde noget bestemt til terapeuten (grundreglen), vil være meningsløst i et rum, hvor det handler om at møde klien-tens søgen efter autenticitet, eksistens og mening. En forståel-sesproces må tage udgangspunkt i det samskabte ”materiale”, der opstår i nuet, og ikke i forud definerede elementer.
Når der ikke fastlægges bestemte skabeloner for, hvad kli-ent eller terapeut skal gøre, vil hver terapisession være præget af en skabelsesproces i nuet, der bringer det relationelt ubevid-ste i spil, og som giver terapeuten mulighed for at møde klien-tens ubevidste søgen efter en meningsbærende anden.

Winnicott og psykoterapi
Winnicott er blevet en af fædrene til den relationelle tænkning inden for psykoanalyse og psykoanalytisk psykoterapi. Hans dynamiske og paradoksalt formulerede begreber har haft og har stadig stor indflydelse på udviklingen af den terapeutiske tænkning.
Mange psykologer har en negativ opfattelse af de psykoanalytisk orienterede terapier. Jeg har i de syv artikler forsøgt at beskrive, hvordan Winnicott kan bidrage til en mo-dernisering af disse terapiformer, så de kunne være inspireren-de for andre, end de indviede, at beskæftige sig med.
Ken Vagn Hansen
privatpraktiserende psykolog
kenvagnhansen@gmail.com

[Faktaboks]:

Tæppefald for en artikelserie
For 50 år siden introducerede den engelske psykoanalytiker D.W. Winnicott (1898-1971) en række fortættede dynamiske begreber, der stadig er højaktuelle i vores forståelse af menne-skets udviklings- og forandringsprocesser. I seks artikler, den første bragt i Psykolog Nyt 17, 2007, den sidste i Psykolog Nyt 4, 2008, har Ken Vagn Hansen fremdraget nogle af de konse-kvenser, Winnicotts begreber og betragtninger i hans tolkning har for vores forståelse af de relationelle aspekter i psykoterapi og psykologisk praksis. Alle disse artikler kan hentes på www.dp.dk > Psykolog Nyt > Psykolog Nyt > Artikelarkiv.
Med den aktuelle artikel ”Om det relationelle synspunkt” afrunder Ken Vagn Hansen rejsen ind i Winnicotts begrebsverden.