PPR-arbejdets faglige karakter og dilemmaer

Af cand.psych. Ken Vagn Hansen

Det skolepsykologiske arbejdsområde har historisk udviklet sig fra at være centreret om specialundervisning og den specialpædagogiske bistand til at være et mere omfangsrigt og komplekst arbejdsområde med forskelligartede og ofte modstridende arbejdsopgaver. Udviklingen beror ikke på en overordnet faglig vurdering af, hvordan f.eks. skoleområdet betjenes bedst muligt, men den synes at foregå som et kompromis mellem politiske krav om servicering og en form for faglig knopskydning, hvor nye områder bliver inddraget i psykologarbejdet, efterhånden som de opstår i den psykologfaglige verden.

Individuel terapi, familieterapi, klassebehandling, klassemøder, supervision, osv. er ek-sempler på sådanne knopskydninger, som ikke er planlagte, men som er blevet integreret i det skolepsykologiske arbejde efterhånden, som de blevet aktuelle i psykologfaglige kred-se:

Udviklingen af de psykologfaglige discipliner

1950´erne og 60´erne
Individuelle
undersøgelser
Vejledning
omkring
specialunderv.
Observations-
Undervisning

1970´erne og 80´erne
Individuel terapi
Socialpædagogik
Familieterapi
Gruppedynamik
Klassebehandling
Klassemøder
Realitetsterapi
Involveringspæd.
Test- kontakt-
lærere
1990´erne
Supervision
Konsultation
Organisationsudv.
Lederudvikling
Teambuilding
Kollegial superv.
Områdekonsul-
tation

Psykologarbejdet, i PPR-regi, er blevet et område præget af arbejdsopgaver med forskelli-ge, ofte modstridende, faglige roller og identiteter, hvor den samme psykolog på en gang er både undersøgende, behandlende, kontrollerende og rådgivende Psykologen vareta-ger således en blanding af både administrative og klientrelaterede arbejdsopgaver:

Administrative opgaver

PPR-psykologen Undersøgelsesarbejde

Faglig rådgivning og vejledning

Konsultative opgaver og behandlingsopgaver

Det problematiske er, at psykologen mangler et fagligt ståsted og en faglig identitet, der kan rumme alle disse funktioner.

Problemforståelser og interventionsniveauer tager udgangspunkt i en faglig kompetence, som primært er knyttet til eleverne og deres familier. Men det er blevet klart, at det er et alt for snævert fokusområde, hvis man skal kunne forholde sig til de komplekse problemer, som skoleområdet rummer.

Denne faglige fokusering hænger også sammen med en lang tradition for en brugerstyret, servicerende tankegang. En tankegang som nu er ved at spille fallit efterhånden som bru-geren stiller større og større servicerende krav til PPR og den enkelte psykolog.

Den servicerende tradition har strukturelt medført, at den enkelte psykolog arbejdsmæs-sigt er nært tilknytningsforhold til “sin skole”, hvor vedkommende også har sit kontor og mange kollegialt prægede relationer til lærere og ledelse, medens tilhørsforholdet til PPR-kontoret ofte er mere perifert i form af 1-2 teammøder om måneden, suppleret med noget intern supervision og få faglige kurser.

En sådan fysisk og arbejdsmæssig tilknytning til den enkelte skole er snævert forbundet med ”brugerønskerne”. Det er vores erfaring, at hvis man bredt spørger skolerne, hvad de ønsker mere af omkring psykologbetjeningen, så er det, at psykologen har flere timer på skolen, og at vedkommende deltager mere i det daglige arbejde på skolen og hjælper til med at løse problemerne, og at flere elever bliver undersøgt.

Det er blevet klart for mange PPR-kontorer, at udviklingen, med de mange nye arbejdsom-råder og stigende sagsmængder, ikke er tilfredsstillende. Nogle steder ønsker man at sø-ge tilbage til det oprindelige arbejdsområde, undervisningen, andre steder prøver man at regulerer arbejdsmængden eller arbejdsområderne samtidig med, at man har tanker om en mere konsultativ tilgang til psykologbetjeningen.

Man bliver oftere konfronteret med, at psykologarbejdet i PPR-regi er præget af megen frustration, slidsomhed og faglig utilfredshed. Som mangeårig supervisor for PPR-psykologer har jeg konstateret at visse temaer er tilbagevendende: mange sager, et kon-stant arbejdspres, et behov for at værne sig mod det, utilstrækkelighedsfølelse, tvivl og faglig usikkerhed.

Utilfredsheden ligger hele tiden, som en konstant faktor. Det er ikke godt nok. Vi må have flere psykologtimer. Det er ikke ualmindeligt, at betragte psykologens og PPR´s indsats som noget der ikke hjælper alligevel. Der er alt for lang ventetid. Der sker jo ikke noget med sagerne. Respekten for psykologens og PPR´s arbejde daler.

Mange psykologer har svært ved at trives men sådanne arbejdsforhold, og det er ikke ualmindeligt, at en psykolog må sygemelde sig en periode for at komme sig i forsøger på at tilfredsstille kravene samtidig med, at han eller hun bliver devalueret af brugeren. Pro-blemerne søges oftest løst ved at aftale regulerende af arbejdsmængden, men det er ikke tilfredsstillende for parterne.

Det er blevet tydeligt, at en ren servicerende funktion fra PPR´s og den enkelte psykologs side har udspillet sin rolle, og der må findes nye veje.

Der har i de senere været gjort mange forsøg på at arbejde med problemerne. Man har forsøgt ud udarbejde nye kvalitetskrav for arbejdet, som f.eks. i temahæftet ”PPR – udvik-ling og kvalitet”( ), hvor der gøres overvejelser over, hvordan PPR´s lovbestemte opgaver kan tilpasses nye faglige tilgange. Af hæftet fremgår, at PPR´s opgave, ifølge folkeskolelo-ven, er at øge elevernes faglige og personlige trivsel – enten gennem rådgivning af instan-ser og personer, som har med eleven at gøre, eller ved direkte indgriben i form af forskel-lige behandlingstiltag. Det påpeges, at rådgivning i dag dækker et langt større spektrum af aktiviteter end tidligere, og at meget af PPR-medarbejderens arbejde har ændret karakter og er blevet af mere rådgivende (forebyggende, foregribende) karakter.

Mange steder er man derfor også blevet optaget af nye ”rådgivende” arbejdsmetoder, som supervision og konsultation, men der er megen begrebsforvirring og uklarhed omkring be-greberne, og de er svære at indpasse som supplement til det øvrige psykologarbejde, der-for får de let karakter af nye modebegreber i en tid, der kræver udvikling og fornyelse. Her-til kommer, at der ikke er tradition for at bruge PPR som konsultativ samarbejdspartner, og at de fleste PPR-psykologer under alle omstændigheder mangler uddannelse og faglig kompetence til at kunne varetage sådanne arbejdsområder.

Som det vil fremgå af de teoretiske overvejelser bag projektet, er det ikke nok med en re-gulering af de nuværende arbejdsmåder. Der må foregå et paradigmeskift fra en primært servicerende, autoritativ forholdemåde, hvor den enkelte psykolog står direkte til rådighed i konkrete problemløsningssituationer, til en mere udviklingsorienteret og faciliterende for-holdemåde.

For at klarlægge indholdet i et sådant paradigmeskift, har vi valgt at søge fodfæste i formu-leringen af en række kvalitative forhold i psykologarbejdet.